Anm. af Fembogen, overs. af H. Rasmussen. 93 Buddhistiske som i den Brahmanske literatur. — Det er vildledende (pg. XVI og pg. 199) at sige, at «udfrielsen» er frigörelse fra jordelivets mange trykkende bånd, hvoriblandt sjælevandringen. Den er simpelthen befrielse fra sjælevandringen ; dermed er alt sagt; og det er ikke blot jordelivets bånd, man vil befri sig fra, men også livet i helvede og i himlen, og den vindes ikke (pg. 12) efter Brahmanismen ved brahmanens offre og bodsøvelser; ved offrene opnås regn (de synes fra først af at have været nærmest et kunstmæssig uddannet regnmageri), rigdom, langt liv, afkom, sejr (dog ikke over Räkshasa'erne, som tit nok forstyrrede offringerne), osv., ved bodsøvelserne nogle tusinde ärs ophold i himlen, men kun som station på sjælevandringen; <«udfrielsen» opnåedes kun ved, at man indså, at man var ét med det absolute. I Buddhismen opnås Nirvāna ikke alene ved hensynkninger; de andre stadier på «den hellige 8-delte vej» ere lige så nødvendige. Det er desuden ikke ganske orthodox at kalde Nirvāna individets tilintetgörelse, skönt det er vanskeligt at forstå det anderledes. En brahman (pg. XVI, jf. pg. 202) er ikke en Indisk «præst», men (som forfatteren rigtig bemærker umiddelbart efter) en mand af den höjeste kaste, som havde eneret til at foretage de Vediske offringer for sig selv og andre (spægelser og hensynkninger har han ikke eneret til); men han kan lige så godt være minister, forfatter, snyltegæst (i så fald taler han ikke Sanskrit og kender næppe meget til Veda'’erne) og mangfoldige andre ting, som han kan være præst; ved anden gudstjeneste end den ovennævnte (i de nyere Indiske religioner) er det ikke engang almindeligt, at præsten er en brahman. Soma'’en (pg. 226) er ikke «en meget yndet drik, der også bruges ved offre», men en afskyelig narkotisk berusende vædske, der kun bruges ved offre (nu sjælden) som et sakrament; i Vedatiden har den måske været mere brugt, nærmest vel som en slags universalmedicin, men muligvis af en anden plante end den nu anvendte. — ÇQiva (pg. 14) og Vishnu (pg. 30) ere ikke sindbilleder, men personlige guder, hvem deres dyrkere (med stærkt monotheïserende tendens) tillagde alle guddommelige egenskaber (hver sekt efter sin opfattelse), og derfor mangesidige; de mest karakteristiske træk hos ÇQiva stamme fra betragtningen af naturen (deri har forfatteren ret), hos Vishzæu fra universet (man tænke på hans 3 skridt gennem de 3 verdener; ikke fra «tiden», som mere specielt hører til forestillingen om ÇQiva, idet den opfattes som ødelæggende og væsentlig identisk med døden, og det er meningen med betegnelsen «sammendrageren» eller inddrageren). Çiva’s hustru er ikke «ond» efter Indisk opfattelse, men «frygtelig». — Der er (pg. 22) kun 8 «verdensvogtere» (Indra, Agni, Yama, Sūrya, Varuna, Vāyu, Kuvera og Soma), én for hvert af de 8 verdenshjörner; verset er ikke henvendt til vyerdensvogterne, men er et citat et eller andet sted fra og har intet med dem at göre.