126 E. Trojel: Anm. af Heliodoros, overs. af Christensen Schmidt. gjorde Aethiopica til et Drama, Théagène et Chariclée, paa 12000 Vers (1). I det hele taget synes Heliodoros at have vundet størst Bifald og vel med Rette. Fortællingen er ført med ikke ringe Kunst, den fører strax Læseren midt ind i Begivenhederne, og Nysgjerrigheden pirres stadig ved gaadefulde Personer og Hændelser. Rigtignok bliver Følgen deraf, at Forfatteren gjentagne Gange maa gribe til det Middel at lade en af de optrædende Personer fortælle Begivenheder, der ere Forudsætninger for forskjellige Tildragelser i Romanen. Hvad Karakterskildring angaar, er der lige saa lidt Tale derom hos ham som hos de andre græske Romanforfattere. Smaa Tilløb dertil kan findes i Bipersoner; hvad Hovedpersonerne angaa, ere de kun utrolig skønne og meget ædle, Heltinden i højere Grad end Helten, ligesom hendes Begavelse i det hele i den græske Roman er større end Heltens. Heliodoros er bleven oversat paa alle Europas Tungemaal, ogsaa en dansk Oversættelse udkom 1746. Den kom dog ikke til at spille nogen Rolle for vor Literatur. Vil nu end den nye Oversættelse heller ikke faa Virkninger af den Slags, saa er det ikke desto mindre altid en Begivenhed, naar et Værk fra den græske Oldtid omplantes paa Dansk og det saa meget mere, naar Oversætteren er Professor Christensen Schmidt. Som det var at vente, er Oversættelsen overalt smagfuld og meget behagelig at læse, af og til med et lidt gammeldags Præg, der klæder den godt. Dog er Heliodoros’ Sprog ikke just bekvemt at overføre paa Dansk. Med en vis Hoøjtidelighed bevæger det sig gjennem lange, ofte ret snørklede Perioder, hvoraf imidlertid ingen Ulæmpe mærkes i Oversættelsen, det skulde da være, at et og andet Sted Ordet «idet» er brugt lidt hyppigt, men det kunde maaske næppe undgaas. Et Par smaa Indvendinger tør jeg maaske tillade mig: Er det nødvendigt at tage Verbet πομσεύων (III, 3) i transitiv Betydning: «Hjelmen bar han ikke som Hovedbedækning, men kun som Prydelse i Optoget, medens Hovedet var blottet» (S. 91), kunde det ikke snarere forstaas paa følgende Maade: Han bar ingen Hjælm, men deltog i Optoget med blottet Hoved? Side 267 (VIII, 8) tiltaler Charikleia sin Fjende Arsake med Ordene: «Beundringsværdige Kvinde» (2 ϑαυμασία. Men Ch. nærer ingen Beundring for A., og er i det hele ϑαυμάσιος ikke et Ord, som i Tiltale har en mere konventionel Betydning, saa at det ikke altid gjengives bedst ordret? Endelig nærer jeg nogen Tvivl til Oversættelsen i Begyndelsen af sjette Kapitel i niende Bog: «som det ved en Folkeforsamling i Theatret sker fra Bræderne»; men Heliodoros har her udtrykt sig paa en utilladelig dunkel Maade. Dette er jo imidlertid kun Ubetydeligheder. Man maa være Professor Christensen Schmidt taknemlig for, at han ikke hbar ladet sit Arbejde ligge gjemt i Skuffen altfor længe udover den