Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. Jørgensen: Anm. af Ciceronis epist., ed. Mendelssohn. 127
af Horats anbefalede Tid, men paa en saa tiltalende Maade har
gjort den danske Læseverden bekjendt med denne fjærne Forløber
for senere Tiders æventyrlige Roman.
E. Trojel.
M. Tulli Ciceronis epistularum libri sedecim. Edidit £.
Mendelssohn. Accedunt tabulae chronologicae ab Aem. Koernero et
O. B. Schmidtio confectae. Lipsiae 1893, Teubner. XXXII
- 400 pp.
Det er et længe forberedt Arbejde, der her foreligger i
Mendelssohns Udgave af Ciceros Breve ad familiares, som de
sædvanlig kaldes. Udgiverens første Collation af
Hovedhaandskriftet er foretagen i 1875. Og Opgaven har været at give en
paa ny gennemarbejdet Text, støttet paa nøjagtige Collationer af
alle vigtige Haandskrifter og under stadigt Hensyn til alt, hvad
der i de sidste Aar er fremkommet til Oplysning og Forbedring
af Texten i Ciceros Breve.
Den vigtigste, nærmest forudgaaende Udgave af Ciceros Breve
skyldes vor Landsmand Dr. A.S. Wesenberg og udkom for tyve
Aar siden (1872—73). Hovedforskellen mellem de to Udgaver
ligger da — bortset fra at to Lærde altid maa se forskelligt paa
mange Spørgsmaal — i det, som Mendelssohn sely udhæver, at
der i disse tyve Aar har været en glædelig Fremgang i Studiet
af det latinske Sprog, hvorved Kundskaben anses for at være
voxet saaledes, at meget, som af tidligere Kritikere, især
Lambinus og Wesenberg, betragtedes som utroligt og fejlagtigt ifølge
Ciceros øvrige Sprogbrug, nu rolig taales af alle.
Med Rette nævnes Bücheler, Schmalz, Wölfflin saa vel som
C. F. W. Müller, Iwan Müller og flere yngre som Lærde, der i vor
Tid have fremmet Studiet af Forfatternes Sprogbrug, særlig i
Forhold til Talesproget. Men ifølge Sagens Natur bliver det dog ikke
saa overordentlig mange Steder, paa hvilke Forandringer i Texten
af den Grund træder frem; det kan nemlig ikke være Opgaven ved
Rettelser at indføre den Art Afvigelser i Texten, men kun, hvor
sligt ved paalidelig Overlevering i Haandskrifterne foreligger, ikke
at udslette Sporene af den virkelige Talebrug. Et Par Exempler
fra de første Bøger paa Afvigelser i Texten i denne Henseende
ere I, 7,9 (p. 11,19), hvor der beholdes emoneo, en Sammensætning
af Verbet moneo, som ellers ikke findes, eller III, 8,7 (p. 63,21),
hvor comarguit beholdes (med Tvivl) i Steden for coarguit, eller
— ligeoverfor en syntaktisk Betænkelighed — I, 2,1 (p. 3,9),
hvor der læses: quod cum dicendo tum singulis appellandis
rogandisque perspexeram, medens Madvig og Pluygers som en (let)
Rettelse foreslaa in dicendo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Jun 16 15:33:36 2026
(www-data)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/nordfilol/3r2/0139.html