C. Jørgensen: Anm. af Ciceronis epist., ed. Mendelssohn. 127 af Horats anbefalede Tid, men paa en saa tiltalende Maade har gjort den danske Læseverden bekjendt med denne fjærne Forløber for senere Tiders æventyrlige Roman. E. Trojel. M. Tulli Ciceronis epistularum libri sedecim. Edidit £. Mendelssohn. Accedunt tabulae chronologicae ab Aem. Koernero et O. B. Schmidtio confectae. Lipsiae 1893, Teubner. XXXII - 400 pp. Det er et længe forberedt Arbejde, der her foreligger i Mendelssohns Udgave af Ciceros Breve ad familiares, som de sædvanlig kaldes. Udgiverens første Collation af Hovedhaandskriftet er foretagen i 1875. Og Opgaven har været at give en paa ny gennemarbejdet Text, støttet paa nøjagtige Collationer af alle vigtige Haandskrifter og under stadigt Hensyn til alt, hvad der i de sidste Aar er fremkommet til Oplysning og Forbedring af Texten i Ciceros Breve. Den vigtigste, nærmest forudgaaende Udgave af Ciceros Breve skyldes vor Landsmand Dr. A.S. Wesenberg og udkom for tyve Aar siden (1872—73). Hovedforskellen mellem de to Udgaver ligger da — bortset fra at to Lærde altid maa se forskelligt paa mange Spørgsmaal — i det, som Mendelssohn sely udhæver, at der i disse tyve Aar har været en glædelig Fremgang i Studiet af det latinske Sprog, hvorved Kundskaben anses for at være voxet saaledes, at meget, som af tidligere Kritikere, især Lambinus og Wesenberg, betragtedes som utroligt og fejlagtigt ifølge Ciceros øvrige Sprogbrug, nu rolig taales af alle. Med Rette nævnes Bücheler, Schmalz, Wölfflin saa vel som C. F. W. Müller, Iwan Müller og flere yngre som Lærde, der i vor Tid have fremmet Studiet af Forfatternes Sprogbrug, særlig i Forhold til Talesproget. Men ifølge Sagens Natur bliver det dog ikke saa overordentlig mange Steder, paa hvilke Forandringer i Texten af den Grund træder frem; det kan nemlig ikke være Opgaven ved Rettelser at indføre den Art Afvigelser i Texten, men kun, hvor sligt ved paalidelig Overlevering i Haandskrifterne foreligger, ikke at udslette Sporene af den virkelige Talebrug. Et Par Exempler fra de første Bøger paa Afvigelser i Texten i denne Henseende ere I, 7,9 (p. 11,19), hvor der beholdes emoneo, en Sammensætning af Verbet moneo, som ellers ikke findes, eller III, 8,7 (p. 63,21), hvor comarguit beholdes (med Tvivl) i Steden for coarguit, eller — ligeoverfor en syntaktisk Betænkelighed — I, 2,1 (p. 3,9), hvor der læses: quod cum dicendo tum singulis appellandis rogandisque perspexeram, medens Madvig og Pluygers som en (let) Rettelse foreslaa in dicendo.