Anm. af Jebb, Homer. 133 Meget er forbigaaet, det medtagne uregelmæssig og springende behandlet. Medens visse Æmner, f. Ex. Geografien, gennemgaas med en i denne Sammenhæng minutiøs og trættende Vidtløftighed, ere kulturhistoriske, arkæologiske, tildels ogsaa etiske og religiøse Spørgsmaal som ere af langt større Værd til Forstaaelsen, kun løselig antydede. Med ulige større Interesse følger man Forfatteren i de næste to Kapitler, hvor han væsentlig refererende, undertiden med særegne Opfattelser, giver en livlig Skildring af Oldtidens og den nyere Tids homeriske Undersøgelser. Kortelig omtales Sofisternes Behandling, den allegoriske Udlægning, den rationalistiske Kritik, Homers Indfiydelse paa Religionen og Opdragelsen. Udførligen dvæles ved den alexandrinske og senere den pergamenske Skole, Skholierne og Haandskrifterne. Ved Behandlingen af det homeriske Spørgsmaal i den nyere Tid har Forfatteren valgt den i en saadan Fremstilling utvivlsomt rigtige Fremgangsmaade med Forbigaaelse af mange Enkeltheder at belyse Sagen med korte Referater af Hovedforfatternes Standpunkter. Man kan dog nære Tvivl om, hvorvidt han ikke er gaaet forvidt i sin Bestræbelse for at undgaa de mange Navne, og man kunde nok have ønsket, at Hovedvægten ikke saa ensidig som sket er, var lagt paa Iliaden, men at ogsaa Undersøgelserne angaaende Odysseen vare lidt fyldigere omtalte. Ligeledes har en overdreven Bestræbelse for Korthed i Fremstillingen bevirket nogen Uklarhed i Bestemmelsen af Hermanns Ur-Ilias og Ur-Odyssé. Foruden Wolff og Lachmann skænker Forfatteren Grote, Christ og Kirchhoff den udførligste Omtale, medens mere konservative Homerforskere enten slet ikke eller kun i Korthed nævnes. Jebbs eget Standpunkt med Hensyn til Iliaden falder nærmest sammen med Grotes, dog saaledes, at han ikke anerkender 8. Sang som oprindelig. Slutningen af Kapitlet optages af en længere Undersøgelse af de ældste homeriske Sanges formodentlig europæiske Oprindelse. Men foruden Referaterne og Kritiken af de omtalte Mænds Hypoteser indeholder dette Kapitel en Række fyldige Meddelelser om Forhold, der til Bedømmelsen af disse Hypoteser faa deres Betydning, f. Ex. Skrivekunstens Alder hos Grækerne, det homeriske Sprog, de falske Arkaismer, Digammaet i Iliaden og Odysseen, Ficks Theori, Trojas Beliggenhed, den episke Cyklus o. m. a. Og det lykkes overalt Forfatteren at give en videnskabelig Fremstilling af disse Æmner i et let og behageligt Sprog. Hans Bog er paa en Gang belærende og vækkende og fortjener at studeres og ejes af de filologiske Studerende. Georg Bruun.