Kr. Mikkelsen: Anm. af Ussing, Græsk og romersk Metrik. 139 sich nahe an die französische Vorlage anschliessenden Partieen des Gedichts, im siebenten und achten, wie die Erzählung Rudolfs von der Kindheit und den Eltern Wilhelms — welche nach der Darlegung des Verf. wesentlich der eigenen Erfindung des Dichters zuzuschreiben ist — im Tristan, Parcival und Gregorius typische Vorbilder gefunden hat. Endlich im neunten und letzten Abschnitte rekapituliert Verf. seine kritischen Untersuchungen durch Beleuchtung der Turnierund Ritterschaftsbilder, und formuliert das Ergebnis dahin, dass Rudolfs «Wilhelm von Orlens» eine unter Anlehnung an Motive aus verschiedenen mittelhochdeutschen Gedichten erweiterte und verflachte Ueberarbeitung der vorgenannten altfranzösischen Vorlage ist. Der Verf. zeigt sich dabei durchaus als ein redlicher, kenntnisreicher und zuverlässiger Kritiker, dem man wünschen möchte, dass sich recht bald bedeutsamere und tiefer greifende Gegenstände seinem Fleiss und seiner Darstellungsgabe darbieten werden. Januar 1894. C. A. Nissen. J. L. Ussing: Græsk og romersk Metrik. Kjøbenhavn 1893, Gyldendal. 208 s. Hvor fortræffelige de nyere udenlandske håndbøger i græsk og romersk metrik i øvrigt end kan være, er de på grund af deres store vidtløftighed ikke synderlig skikkede til at tjene til vejledning for vore filologiske studerende. Allerede Madvig indså dette og udgav i 1867 som indbydelsesskrift til universitetets fest i anledning af kongens fødselsdag förste stykke af en kortfattet græsk metrik, men der kom desværre ikke senere nogen fortsættelse. Först nu er denne ret følelige mangel bleven helt afhjulpen ved den af prof. Ussing udgivne bog, der ikke blot har det fortrin, at den er fuldstændig, men også omhandler den latinske metrik. De fordringer, der med rimelighed kan stilles til en lærebog eller kortfattet håndbog for studerende, er efter anmelderens skön i det hele tilfredsstillede. I den almindelige del er der givet en tydelig og let læselig fremstilling af den antikke versrytmes teori, og i den specielle del er de enkelte versemål behandlede i en klar oversigt, der er lige langt fra magerhed og overfyldelse. Den vidtløftige terminologi, den antikke metrik har arvet fra oldtidens egne metrikere, er reduceret til et passende mål, ligesom alle urigtige eller dog temmelig tvivlsomme hypoteser, der skyldes den nyere tids lærde, er udeladte. Tro mod det formål, forfatteren har sat sig, har han på et enkelt sted nær (ss. 154—157) ikke