Ussing, Græsk og romersk Metrik. 141 der går en basis eller en optakt, og selv om adskillige vers, der i almindelighed regnes til ioniske vers, slet ikke hører herhen, viser i mange tilfælde en regelmæssig diæresis efter anden fod, at det er virkelige bakkiere og ionikere, vi har for os. Madvig forkaster også epitriten og dokmien; men disse fødder godkendes dog af Ussing, idet han regner dem for sammensatte fødder, hvad de i virkeligheden også synes at være. Af det ovenfor anførte ses altså, at hvis man vil opstille en definition, der kan passe på alle virkelig eksisterende fødder, må den omtrent komme til at lyde således: en egentlig fod er en ikke for lang forbindelse af korte og lange stavelser, der uden större vanskelighed kan komme igen i en række af forbundne ord. Ligeledes kan man vel nok ganske i almindelighed give Madvig ret, naar han hævder, at man må holde metrisk rytme og musikalsk rytme ude fra hinanden, og at man ikke må gøre behandlingen af metrikken afhængig af de gamles os kun ufuldstændigt bekendte musikteori. Det lader sig således godt forsvare og er måske endog det rigtigste, så længe man ikke ved mere om den antikke musiks taktlære, end det nu er tilfældet, at opgive ethvert forsøg på at eftervise taktensheden i de gamles vers, tilmed da det må erkendes, at dette spörgsmål mere vedkommer musikken end metrikken. Derfor er der heller intet at sige til, at Madvig og efter ham Ussing har udeladt hele teorien om de irrationale fødder (πόδες ἄλογοι 0g πόδες κύκλιοι).. På den anden side går det ikke an at sætte vor kundskab til den gamle musik lavere, end den i virkeligheden er, og da den antikke poesi både fra först af og flere århundreder igennem var så nöje knyttet til musikken, er det ikke rigtigt at afvise enhver tanke om den musikalske rytmes og det musikalske foredrags indflydelse på den metriske rytme. At de velbekendte brud på denne, der forekommer i de almindelige og lettere versemål, rimeligvis er opståede på den her omtalte måde, skal nedenfor blive vist, og at de vanskeligheder, der møder os i Pindars oder og i mange af de lyriske partier i de græske tragedier og komedier, kun kan løses ved antagelse af musikalsk indflydelse, siges med rene ord af Cicero i Orator LV § 183, hvor der står: Æsse ergo in oratione numerum quendam, non est difficile cognoscere. . . . Sed in versibus res est apertior, quamquam etiam a modis quibusdam cantu remoto soluta esse videatur oratio maximeque id in optimo quoque eorum poetarum, qui λυρικοὶ a Graecis nominantur, quos cum cantu spoliaveris, nuda paene remanet oratio. Nu ved vi, at den musikalske rytme tilsteder brugen såvel af pauser til udfyldning af takten som af længder på mere end to χρόγοι. Ved at overføre denne frihed på den metriske rytme er det lykkedes Westphal at vise, at der findes rytme i disse vers, der tidligere stod for os som et forvirret konglomerat af uensartede fødder. Til bestyrkelse af teoriens rigtighed kan desuden tjene, at vi også i moderne poesi