142 Kr. Mikkelsen: Anm. af har sådanne synkoperede vers, f. eks. Stork, stork, langeben! (et firefodet trokæisk vers med to pauser); en strid, selv en sejr (et trefodet iambisk vers med en pause). Antager man denne teori, kan man så nogenlunde høre rytmen ved oplæsningen og i hvert fald forstår man, at versene har kunnet synges således, at rytmen var fuldstændig hørlig; men hvis man med Madvig og Ussing forkaster den, vil man ikke blot ikke ved oplæsningen høre nogen rytme, men ikke engang forstå, at der nogensinde har været nogen. Overhovedet er det afsnit, hvor uregelmæssighederne i den metriske rytme behandles (ss. 63—68), det, der har tiltalt anm. mindst. Ganske vist har Ussing opgivet Madvigs aldeles utilfredsstillende forklaringer (s. 30 nederst og s. 31); men mod hvad han sætter i stedet og i øvrigt fremfører kan der göres adskillige indvendinger. For det förste er det næppe rigtigt, at grunden til, at de almindelige versemål med undtagelse af de daktyliske plejer at måles efter dipodier, er den, at de var forbundne med marche eller dans; thi så vidt anmelderen ved, er der ikke levnet os nogen efterretning, der gör dette sandsynligt for iambens vedkommende. Grunden er åbenbart, hvad der også er fremsat af andre, det hurtigere tempo, hvori disse versarter bley foredragne. Dernæst synes de forskellige afvigelser fra den metriske rytme ikke at være satte skarpt nok ud fra binanden. Dispositionen burde formentlig have været denne. Den metriske rytme er bestemt ved to ting: føddernes enshed i tid og afveksling mellem korte og lange stavelser i samme orden; afvigelserne derfra er: 1) føddernes enshed i tid hævet, f. eks. — — for — — eller — —, 2) afvekslingen hævet, f. eks. — — for — — — eller — — —, — — — for — ~— eller — —, 83) afvekslingen i modsat orden, f. eks. — — — for — — —. Ingen af disse afvigēlser har forfatteren givet nogen egentlig forklaring af, og for de to sidstes vedkommende har han ikke engang gjort noget forsøg derpå, skönt forklaringen af disse ligger smublende nær. Da den musikalske rytme som bekendt tillader, at taktens elementer må være ens, og at de, for så vidt de er forskellige, må komme i en anden orden, er det rimeligt at antage, at afvekslingens ophævelse og fodelementernes omsætning skyldes den musikalske rytmes indflydelse på den metriske. Hvad den förste af de tre afvigelser angår, sammenstiller forf. — — — = med syllaba anceps i slutningen af ethvert vers ορ — — — — med den ubestemthed, der findes i versets begyndelse i den såkaldte æoliske basis. Dette er ganske vist kun en begyndelse til en forklaring, men en så god begyndelse, at det er skade, at han ikke har ført den videre. Sagen forholder sig nemlig således. Når den sidste stavelse i ethvert vers er anceps, er grunden den, at det ophold, der göres efter et vers for at skille det fra det næste, kan forkortes eller forlænges,