Ussing, Græsk og romersk Metrik. 143 ved at man gör den sidste stavelse længere eller kortere, end den skulde være. Skal der nu være nogen lighed mellem versslutningens syllaba anceps og den trokæiske dipodis, må der altså have været et tilsvarende ophold mellem dipodierne; men et sådant kortere ophold er det netop meget rimeligt at der har været i det musikalske foredrag for at skille dobbelttakterne fra hinanden. På en aldeles tilsvarende måde kan syllaba anceps i den iambiske dipodis förste fod forklares ved det ophold, der er foran ethvert vers, og ved antagelsen af et mindre ophold mellem dipodierne. Endelig er forfatterens opfattelse og fremstilling af forholdet mellem den dalende og stigende rytme i höj grad misvisende. Når han s. 66 siger, at dette modsætningsforhold, som spiller en stor rolle i den moderne metrik, har langt mindre at betyde i den gamle, har han ganske vist ret; men når han så illustrerer dette ved at vise, at når man foran en trokæisk række sætter —, fås iamber, og når man foran en daktylisk række sætter — <—, får man anapæster, samt at man ingen forskel mærker i den rytmiske gang, når et trokæisk vers ender med — og der derefter følger et iambisk vers, eller når et iambisk vers ender med — og der så følger et trokæisk, da er dette et dårligt bevis på hans påstands rigtighed; thi akkurat det selvsamme er jo tilfældet i moderne vers. I øvrigt burde vistnok den gængse lære om, at iamber kan betragtes som trokæer med optakt og anapæster som daktyler med optakt, vises ud både af den moderne og af den antikke metrik, eftersom den kun er formelt rigtig. ‘Tempoets gennemsnitshastighed er jo i moderne vers hverken den samme for trokæer og iamber eller for daktyler og anapæster, og i de gamles vers forholder det sig på samme måde, i hvert fald for daktylernes og anapæsternes vedkommende. Som allerede sagt, kan man med föje sige, at modsætningsforholdet mellem den dalende og den stigende rytme er mindre fremtrædende i den antikke metrik end i den moderne; men herudover bör man på ingen måde gå. Derfor kan anmelderen ikke andet end betragte det som helt urigtigt, når forfatteren s. 68 siger, at der ingen vægt ligger på, om rytmen er stigende eller dalende, og s. 100, at daktyler og anapæster står hinanden så nær, at man næsten ikke tör tale om to forskellige slags metrum, Det må bestemt fastholdes, at når der indblandes en daktyl i iambiske og anapæstiske vers eller en anapæst i trokæiske vers, da er dette en frihed, en afvigelse fra det regelmæssige, og det vedbliver det at være, selv om der i anapæstiske vers indblandes nok så mange daktyler. Det er i sandhed et underligt spil af skæbnen, at forfatteren, der ellers så stærkt hævder den metriske rytmes uafhængighed af den musikalske, på dette punkt er kommen til helt at udviske et af den metriske rytmes kendemærker og sætte den musikalske rytme på den metriske rytmes plads. Den fremstilling af den græsk-romerske metriks historie i