144 Kr. Mikkelsen: Anm. af Ussing, Græsk og romersk Metrik. sine hovedtræk, der findes lige efter indledningen, tror anmelderen hellere burde have stået i slutningen af bogen eller dog sidst i den almindelige del. Når læseren först var gjort bekendt med den antikke versrytmes teori i sin helhed, vilde forfatteren have kunnet fremstille udviklingens gang i tidens løb i mindre omfang, men med större fylde af enkeltheder, og læseren vilde med större lethed og mere udbytte have kunnet tilegne sig, hvad der bødes ham. Hvad selve indholdet angår, er der nogen forskel på begyndelsen og slutningen. Det afsnit, der behandler oldtiden, står utvivlsomt over det tilsvarende stykke i Madvigs skrift, idet dennes nedsættende dom om alle de græske metrikere, der især er uretfærdig over for Aristoxenos, er afløst af en mere sympatisk fremstilling. På et enkelt punkt er dog heller ikke forfatteren fuldt retfærdig mod de gamle. Når han siger, at deres teori om versarternes derivation er höjst besynderlig, er denne dom kun rigtig inden for visse grænser. Da det daktyliske pentameter kronologisk ligger heksametret så nær, som det gör, vil sikkert de fleste give de gamle ret, når de antager, at det förste versemål er dannet af det sidste ved bortkastelsen af den sidste halvdel af tredje og af sjette fod. Ligeledes er det ret sandsynligt, at det iambiske tetrameter er dannet af trimetret ved tilföjelsen af en dipodi. I det afsnit, der handler om den nyere tid, giver Madvig en i det hele fyldigere og mere i det enkelte gående fremstilling af de fortrin og fejl, der findes hos de fremragende metrikere, f. eks. Hermann og Boeckh. At hverken Madvig eller Ussing tilstrækkeligt påsköñnner Westphals fortjeneste, følger af deres ovenfor omtalte opfattelse af forholdet mellem metrik og musik. Derimod er Ussings dom om Ritschls behandling af den ældre latinske metrik besindig og fuldt ud retfærdig. Roskilde i Januar 1894. Kr. Mikkelsen.