Æschylus’s Dramaturgie. Af A. B. Drachmann. P. Richter: Zur Dramaturgie des Äschylus. Leipzig 1892, Teubner. I den klassiske Philologies Blomstringstid i dette Aarhundredes første Halvdel vendte den Boeckhske Retning under selve Mesterens Anførsel med bevidst Stræben sin Interesse mod en indtrængende Erkjendelse og kritisk Værdsættelse af Oldtidens Aandsindhold, fremfor alt som det fremtræder hos den græske Litteraturs største Forfattere. Schleiermachers Platon, Boeckhs egne Arbeider over Pindar og Sophokles, K. O. Müllers Udgave af Eumeniderne og Behandling af den græske Litteraturhistorie er Mærkepunkter i vor Videnskabs Udvikling, de første Forsøg i større Stil paa at gjøre Philologien til noget Mere end den blotte Vogter af Overleveringen. Man satte sig nye Opgaver, af mere omfattende og vanskelig Art, men ogsaa taknemligere end de gamle; man vendte sig til hele den dannede Almenhed og krævede dens Interesse for en Aartusinder gammel Litteratur, ikke blot som Mønster paa ædel Form eller som Middel til historisk Erkjendelse, men som Bærer af et evigt Indhold, der burde være Alles Eie. Det var den spekulative Philosophies og den romantiske Poesies Dage. Tanken og Phantasien søgte overalt det Væsentlige, det Fælles, bag det Tilfældiges Forskjellighed. Saaledes saa man ogsaa paa Oldtiden. Hvad man søgte hos de Gamle, var det umiddelbart Tilgjængelige, det der endnu havde holdt sig som levende Værdi; Begrænsningen, den af Forholdene betingede Særegenhed fremhævede man ikke gjerne uden i Almindelighed, som fælles Charaktermærke; i det Enkelte interesserede man sig ikke for den, oversaa den eller ignorerede den. Det blev ikke denne Retning, der seirede i den klassiske Philologie. I Aarhundredets Midte er det den kritiske Retning, Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. II. 10