148 A. B. Drachmann: R. er ikke alene virkelig saa fri for aprioriske Forudsætninger, som det er hans Stræben at være; han har tillige en god philologisk Skole og en udpræget sund Sans. Han feier med en solid og skrap Kost en Mængde af det Spindelvæv bort, som tidligere Tiders vilkaarlige Fortolkning havde afsat over den ægte Overlevering, saaat det gamle Billedes Enkeltheder kommer rensede og tydelige frem igjen. Der blottes derved en Mængde Ujævnheder og Ufuldkommenheder, som man før havde stræbt at tildække; det er godt at det skeer, det er den første Betingelse for at naae til en sikker Erkjendelse af Digterens Biendommelighed. Ved Siden af dette mere nedrivende Arbeide er R. ogsaa bestræbt for at lade Æschylus’s Fortrin komme til deres Ret. Han understreger stedse de Steder, hvor han mener der er præsteret noget Betydeligt, og gjør det gjennemgaaende med rigtig Takt og aabent Blik for det i Sandhed Værdifulde. Ligeledes er Forklaringerne af paaviste Besynderligheder eller Ufuldkommenheder i det Enkelte med Omhu afpassede efter det Standpunkt, man maa forudsætte hos Digteren og hans Publikum, og i Reglen rigtige. Alt dette er ikke ringe Fortrin, der sikrer Richters Arbeide en blivende Plads i Litteraturen over de Græske Dramatikere. Og dog vil vistnok enhver, der kjender og værdsætter Æschylus, føle et Savn efter Læsningen af Richters Bog. Trods Fordomsfriheden, den sunde Sans og den gode Villie mangler der Noget; og dette Noget er netop det, som fandtes hos de bedre af R.’s Forgjængere: Helhedsopfattelsen. Ikke blot har Richter ikke gjort noget Forsøg paa at formulere sin Opfattelse af det Eiendommelige hos Æschyluŝš saaledes, at der fremkommer Billedet af en Digterindividualitet (hans «Schlusswort» er kun en Rekapitulation af de i det Foregaaende paaviste Fortrin og Mangler hos Digteren); heller ikke i det Enkelte mærker man nogen Totalopfattelse som Baggrund eller engang nogen Stræben efter en saadan. Der gjøres intet alvorligt Forsøg paa at eftervise Forholdet mellem de Anskuelser, Æschylus gjør sig til Talsmand for, og hans Samtids Maade at tænke og udtrykke sig paa; der spores heller ikke nogen synderlig Interesse for psychologisk at trænge ind i den Menneskesjæl, hvis Ytringer behandles og