Æschylus’s Dramaturgie. 149 kritiseres. Richter opererer endog et Sted (S. 158 f.) med Sætningen «ich bin ein Mensch mit seinem Widerspruch», som om den var det sidste Ord i en litterær Charakteristik. Denne Grundmangel hævner sig ifølge Sagens Natur ikke alene i Helheden, men ogsaa i Enkeltheder. Trods al Stræben efter at anlægge Samtidens Maalestok bliver vor Tids æsthetiske Krav til Syvende og Sidst det Afgjørende i de Domme, der udtales; og dette forrykker Synspunktet for det, det egentlig kommer an paa: hvad Æschylus har forefundet, og hvad han har præsteret. Undertiden kommer der endog noget Skolemesteragtigt i Tonen (ikke mindst hvor den er anerkjendende), der er ilde anbragt overfor en Personlighed som Æschylus. Endelig udebliver heller ikke saadanne grove positive Vildfarelser, som er uadskillelige fra en Grundfeil i Udgangspunktet: Richter har taget saa fuldstændig Feil i Opfattelsen af «Prometheus», som kun den kan gjøre, der hverken har gjort sig klart hvad en Græker eller hvad Æschylus var. Boeckh har et Sted (Ges. kl. Schr. VII p. 373) gjort den Bemærkning, at man ved Charakteristiken af en Kunstners Eiendommelighed altid bevæger sig i en Cirkel: Kunstnerens Eiendommelighed erkjendes kun af det forstaaede Kunstværk, og det enkelte Kunstværks Forstaaelse afhænger atter af Erkjendelsen af Kunstnerens Eiendommelighed. Sætningen er slaaende rigtig, og Richter har i sin Bog leveret et nyt Bevis paa dens Sandhed. Tillige indeholder den til en vis Grad et Forsvar for Rigtigheden af Boeckhs og hans Disciples Methode. Deres Feil var ikke saa meget, at de generaliserede for tidligt; det maa man i Virkeligheden altid gjøre; men fraseet de Tilfælde, hvor de kom ind paa en rent forkert Vei (som overfor Pindar), laa den mere i, at de slog deres Resultater for tidlig fast, istedenfor at holde Døren aaben for en Korrektion i det Enkelte, der tilsidst ogsaa kunde modificere Hovedresultatet. Og naar deres Arbeide nu for en Del maa gjøres om, saa bør vel denne Feil rettes; men det skeer ikke ved at fortabe sig ensidig i Enkeltundersøgelsen og lade Helheden ude af Betragtning. Det vil da sikkert ogsaa vise sig, at man vilde begaae en Feil ved at troe, at Alt hvad der er opstillet af almindelig Charakteristik af Oldtidens store Forfattere, uden videre kan