Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Æschylus’s Dramaturgie. 151
Forkortninger af den Tid, der nødvendig maatte hengaae
mellem Handlingens Momenter -— Alt dette og Mere af
samme Slags bør siges og er sagt af Richter med al
fornøden Fuldstændighed; det lader sig ogsaa forklare og er
forlængst forklaret som Begynderfeil, der ikke saameget falder
Digteren som Kunstartens daværende Stilling til Last.
Derimod savner man hos Richter en almindeligere Betragtning
af Forholdet mellem Digterens Stof og hans Bearbeidelse
deraf og særlig af hans Charaktergivning. En saadan er
nødvendig som Forudsætning for Forstaaelsen af hans
Eiendommelighed, som Grundlag for Undersøgelsen, om den end
ikke behøver at give noget direkte Bidrag til hans
Charakteristik.
Man bør i Æschylus’s Dramaturgie, og overhovedet
overfor den antike Tragedie, gaae ud fra Handlingen som det
Centrale. Det Oprindeligste er dog aabenbart Glæden ved
at gjengive en Handling — i videste Forstand. Derfor
udvikler den antike Tragedie sig heller ikke i Retning af
Charakterskildring, men af Intriguestykke (Ion, Iphigenia paa
Tauris). Charakterskildring er hos Tragikerne altid Undtagelse;
Reglen er, at Charakteren retter sig efter Handlingen, d. v. s.
der er ingen Charakter, men Personer, der i de givne
Situationer taler og handler som Personer i Almindelighed vilde
gjøre i saadanne Situationer.
Man forstaaer herudfra saadanne Besynderligheder som
Begyndelsen af Ἕπτά. Det er en beleiret Bys Tilstand, givet
melodramatisk. Vi finder dette Parti langtrukket og
uproportioneret ; det er ikke fordi Skildringen i og for sig er
tarvelig; den er tvertimod fortrinlig; det er fordi vi møder
med ganske andre Forudsætninger, uden den naive, sanselige
Glæde ved at see fremstillet hvadsomhelst. Saavel Digterens
som Publikums Forhold i Oldtiden er langt mere elementært
end man i Reglen troer; den første har endnu den
umiddelbare Glæde ved at skabe, det sidste ved at see.
Man forstaaer endvidere Æschylus’s «Charakterskildring».
I Reglen er der, som sagt, ingen. Et Drama som Perserne
har ikke en eneste Charakter, ja hvad mere er, det kunde
ingen have. Efter sit hele Anlæg giver det ikke de faa
agerende Personer (Atossa, Dareios, Xerxes) Leilighed til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Jun 16 15:33:36 2026
(www-data)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/nordfilol/3r2/0163.html