Æschylus’s Dramaturgie. - 153 udtale, at han er besat; og saaledes faaer vi den uforglemmelige Scene i Ἕπτά 660—702. Og dog kunde ingen moderne Dramatiker have givet denne Scene saaledes. Mellem Eteokles i Stykkets Begyndelse og Eteokles i dets Midte gaber der en Kløft, som ingen Psychologie har udfyldt; medens vi hos en Moderne maatte see Vanviddet langsomt stige, maatte see Formørkelsen kjæmpe sig frem, til den endelig tog Magten (og hvilket Sujet for en moderne Dramatiker!), saa kommer hos Æschylus Katastrophen som et Lyn fra en klar Himmel. Sagen er den, at der hos Digteren selv ingen Forbindelse bestaaer mellem de to Billeder; han digter ud af Situationen, der behersker ham helt. Derfor vælger han ogsaa, da han tvinges over i den subjektive Motivering, den simplest mulige Udvei: han lader det, der for ham selv er givet objektivt, uden videre udtale af sin Person som beherskende den, uden egentlig at vide, hvad han gjør; thi havde han vidst det, saa havde han ogsaa taget Konsekvenserne. Men han gjør det storartet; tager man Billedet for sig, saa virker det saa sandt som Livet selv og saa overvældende som en ødelæggende Naturkrafts pludselige Frembryden. Thi Æschylus veed meget vel, hvorledes det Dæmoniske ytrer sig hos Mennesket, og han er istand til at fremstille det trods nogen Tragiker. Men om nogen Sammenhæng er det ham endnu ikke at gjøre. Dette ene Exempel kunde let forøges med flere. om der end vanskelig vil findes noget saa slaaende. Men det er i sig selv nok til at afgive en Advarsel imod at søge for megen Dybsindighed i de gamle Tragikeres og særlig i Æschylus’s Charaktertegning. Charaktergivningen var hos de Gamle ofte endnu ikke Noget, som Digteren væsentlig lagde til af sit Eget; den var for det Meste en integrerende Del af den rent udvortes Dramatisering af det givne Stof og dettes Krav underordnet. Det kan derfor i Reglen heller ikke nytte at søge efter det for den enkelte Digter Charakteristiske < paa dette Punkt, saaledes som man naturligt gjør det overfor en moderne Dramatiker. 1 en Mængde Tilfælde arbeider alle tre Tragikere væsentlig eens; man tænke f. Ex. blot paa de store Klagearier, der oftest rent konventionelt lægges Personerne i Munden ved visse Leiligheder, uden Spor af indi-