154 A. B. Drachmann: viduel Charakteristik’. Det Eiendommelige maa i mange Tilfælde hellere søges dels i Valget af Stoffet, dels i den Opfattelse af det, der træder frem i de lyriske Partier. Kun hvor der virkelig aabenbart foreligger en gjennemført Charakteristik, hvor Enhedspræget i en Person umiddelbart gjør sig gjældende med Styrke, har man Lov til at anvende dette Moment som Bidrag til Digterens egen Charakteristik. Dette skeer hos Æschylus, saavidt jeg seer, kun eet eneste Sted. I alle de overleverede Dramaer er der kun een Charakter, der staaer som et Billede af een Støbning, gjennemført ialtfald i de store Træk gjennem alle Handlingens Momenter. Denne Charakter er Prometheus. Gjennem Samtalerne med Choret, med Okeanos, med Io og med Hermes træder Titanens Eiendommelighed bestandig tydeligere frem: overlegen Klogskab og Bevidstheden derom, Egenvillie og Egenraadighed, Foragt for Alt, hvad der ligner Svaghed og Eftergivenhed, lidenskabelig Trods mod ethvert Forsøg paa Undertrykkelse — alle disse Eiendommeligheder samler sig i et Billede af den fra den græske Poesie saa vel kjendte Charakter, hvis herskende Egenskab er αὐϑάδεια. Og det bliver et virkeligt Billede, ikke et abstrakt Schema; Prometheus taler ikke blot bestandig ud fra de samme Forudsætninger, men taler tillige naturligt og menneskeligt, med ikke faa Nuancer, snart overlegent affeiende, snart ivrigt retfærdiggjørende sig eller fortroligt meddelende sig, snart i voldsom Lidenskabs Protest. Charakteren er vel kjendt fra den græske Tragedie. Det er den samme, der møder os i nogle af Sophokles’s berømteste Stykker: Antigone, Aias, Elektra. Det er endog gjort gjældende, at der heller ikke hos Sophokles (maaskee med Undtagelse af Philoktet) findes nogen gjennemført Charakteristik af nogen anden Personlighed end netop denne. Ikke desto mindre er der en bestemt Nuance i den Maade, hvorpaa Charakteren fremtræder hos Æschylus og hos Sophokles. Baade for Aias og Elektra er det eiendommeligt, at de væsentlig fremtræder negativt, man kunde sige passivt. Deres ' Det prægnanteste Exempel er maaskee Sophokles’s Antigone, fordi der her ellers er givet en virkelig Charaktertegning, hvortil al denne Graad og Jammer ikke passer.