156 A. B. Drachmann: skabelige Egensindighed, men paa al menneskelig selvstændig Stræben overhovedet; han mødes her med Goethe i Faust. Naar Problemet skulde tages i et saadant Omfang og en saadan Dybde, saa lod der sig ikke let exemplificere med et almindeligt Menneske, hvor det altid vilde være nødvendigt at begrænse sig til at fremstille en enkelt Side af det Hele; derimod frembød netop for Grækeren, især paa Æschylus’s Tid, Prometheussagnet sig naturligt som det mythiske Udtryk for Tanken i dens fulde Omfang. Men at det netop er Æschylus, der tager Sagnet op og behandler det i den Aand, hvori han har behandlet det, det er ikke desto mindre charakteristisk. Hvilken Vanskelighed han her kom ind paa, idet en Moral, der ret egentlig kun passer for et Menneske, idelig gjøres gjældende overfor en Gud, det har jeg andetsteds udviklet:. Den laa i Valget af Stoffet og kunde ikke undgaaes. Men der er en anden Eiendommelighed ved Prometheus, der ikke paa den Maade laa i Sagens Natur. Det er bekjendt, at intet af Æschylus’s Stykker er saa omstridt med Hensyn til Tendens og sidste Formaal som Prometheus; og ligeledes, at Stridens Kjerne er det Spørgsmaal, om Æschylus giver Zeus eller Prometheus Ret. Elfterat de betydeligste Philologer har taget bestemt Stilling til Problemet paa ganske modsatte Sider, har nu Richter dekreteret, at Stykket er at forstaae som «der Triumph des Unterliegens» eller Velgjørerens Martyrium. Man skulde forsværge, at en Philolog, hvem det er om historisk Forstaaelse at gjøre, kunde opstille den sidste Forestilling som Grundidee i en græsk Tragedie — og man kan for den Sags Skyld ogsaa gjerne forsværge det; thi Richters Betragtning er utvivlsomt ikke dikteret af noget Hensyn til historisk Sammenhæng, men simpelthen af den moderne Læsers umiddelbare Indtryk. For saa vidt har den imidlertid ogsaa sit Værd — saa meget mere, som moderne Aander af høiere Rang aabenbart har faaet det samme eller et lignende Indtryk. Ialtfald Shelley’s «Prometheus unbound» er. direkte fremkaldt af Æschylus’s Drama og vidner om en Opfattelse deraf, der gjerne — lidt pedantisk — kunde udtrykkes i de Ord, Richter bruger. 1 Festskrift til Vilhelm Thomsen 5. 186 f.