Æschylus’s Dramaturgie. 157 Men Shelley havde ingen Forpligtelse til at søge en historisk Forstaaelse af Æschylus; og hans Opfattelse bliver derfor kun et Moment i Forsøget paa at finde en saadan — om end ganske vist et i Forhold til hans egen Betydelighed betydningsfuldt Moment. Den giver os en Bekræftelse paa, at den moderne Læsers umiddelbare Indtryk er, at Prometheus har Ret — ikke Mere. For at bestemme, hvad Æsc/{hylus har ment, maa man tage sit Kjendskab til Behandlingen af analoge Emner hos de Gamle til Hjælp; det er Philologens simple Pligt. Gjør man det, saa kan man ikke undgaae at see, at AÆschylus paa de Steder, hvor Spørgsmaalet om Prometheus’s Ret sættes under Debat — i Scenen med Okeanos, med Hermes og flere Steder overfor Choret —, ufravigelig giver Modparten Ret og ikke Prometheus. Det er bestandig de fra den græske Tragedie saa vel kjendte Betragtninger : hold Maade, formast Dig ikke, forstaae at underordne Dig —, der lægges Prometheus’s Modstandere i Munden; og det er utænkeligt, at disse Formaninger her skulde være at forstaae ganske anderledes end ellers — ligesaa utænkeligt som at Digterens Publikum skulde have forstaaet dem anderledes. Og dog vil det ikke kunne negtes, at det i alle disse Scener er Prometheus, der kommer til at staae med Palmer i Hænderne; skjønt Digteren giver ham Uret, ja lader det være sig magtpaaliggende at fremhæve hans Uret, saa beholder han Læserens Sympathie. Selv om dette ikke har været saa fremtrædende i Oldtiden som nu, saa kan det dog umulig skyldes en Tilfældighed. Den Sympathie, der vækkes hos Læseren, har ubevidst været tilstede hos Digteren. I dette Forhold kan man søge Nøglen til en Bestemmelse af en vigtig Side af Æschylus’s Biendommelighed. Man skal her ikke gaae ud fra de Træk, som hans Prometheus har tilfælles med de analoge Charakterer hos andre Tragikere; de er fællesgræsk Eie, alle Grækere har dem mere eller mindre. Men de Egenskaber, der adskiller Prometheus fra de beslægtede Figurer, og som aabenbart ogsaa af Digteren omfattes med den stærkeste Sympathie: det Fremadstræbende, Trangen til positiv Reform, til at sætte sig store Opgaver og løse dem — de er Æschylus’s egne. Han er selv et Stykke af en Prometheus. Har han end ikke lært Menneskene πᾶσαι τέχναι,