158 A. B. Drachmann: saa har han dog gjort den græske Tragedie til det den er, ud af sin egen stræbende Natur. End ikke det Titaniske mangler: allerede det, at Æschylus har behandlet Prometheussagnet som han har, er et Exempel derpaa. Maalet er større end Kræfterne, hvor store disse end er. Det er let at eftervise denne Grundeiendommelighed hos Digteren i hele hans Produktion. Den fremtræder allerede i hans Valg af Stof. Selv om den trilogiske (eller tetralogiske) Komposition tildels kan have haft andre Grunde, saa kan der dog neppe være Tvivl om, at det ogsaa netop er det Store i den Opgave at skabe hele Dramagrupper, der har fristet Æschylus. Og endnu tydeligere fremtræder dette Træk, naar man seer paa den Maade, hvorpaa han bearbeider Stoffet — saavidt det tarvelige Materiale da tilsteder en saadan Betragtning. Orestien er ikke blot tre Dramaer af samme Sagnkreds: de holdes tillige sammen af en fælles Tanke: om Skylden, saavel Slægtens som den Enkeltes, og dens Soning. Paa samme Maade har i den Thebanske Trilogie Slægtskyldens Virken Generation efter Generation været den forenende Tanke. I Danaidetrilogien (thi at en saadan har existeret, kan dog neppe betvivles) har Betragtninger over Kjærlighedens Ret og Magt givet det sære Stof en ganske eiendommelig Betydning; desværre lader Æschylus’s Tankegang sig her ikke rekonstruere. Saa store og saa storartet anlagte Opgaver lod sig dengang ikke løse paa en saadan Maade, at Digterens Reflexion fuldstændig gjennemtrængte og indenfra oplyste Stoffet. Man seer tydeligt i den bevarede Trilogie, hvorledes i det sidste Stykke Ideen helt træder tilbage, ligesom drukner i Handlingen; og det samme har utvivlsomt været Tilfældet andetsteds (jvfr. det ovenfor om Æxrá udviklede). Men den grandiose Conception kan der ikke tages feil af; og den giver Æschylus’s Stykker en egen Art af Tiltrækning. Man veed aldrig ret, hvor Digterens Reflexion hører op og Stoffet begynder ligesom at digte for ham; man vender bestandig tilbage til disse Dramaer uden nogensinde at kunne udtømme deres Indhold. Særdeles stærkt gjør Æschylus’s Eiendommelighed sig gjældende i Enkeltheder, lige ned til det rent Formelle.