Æschylus’s Dramaturgie. 159 ‘O σεμνότατος, kalder Oldtiden ham; og der er sikkert ingen Oldtidsdigter (Pindar nu slet ikke, hvem man gjerne anfører her), der naaer en saadan Pathos og Mægtighed i Udtrykket, især i de lyriske Partier. Hvor det lykkes ham at gjennemføre den eengang anslaaede Tone, dèr opnaaer han en Virkning, som vel overhovedet er enestaaende: Sange som Hymnen til Zeus i Agamemnon (Ζεὺς ὅστις ποτ’ ἐστίν o. 5. v.) eller de store Chorsange i Eumeniderne vil det vist falde vanskeligt at opvise Mage til — for slet ikke at tale om Enkeltheder som Processionssangen i Eumenidernes Slutning, der overgaaer, hvad man skulde troe. det muligi at udrette ved Ordets Kunst. Men ikke mindre eiendommeligt er det, at disse Pragtsteder saa hyppig staaer ved Siden af Ting, der synes os tørre og poesieløse. Der tages et mægtigt Tilløb, men hvad der følger paa, svarer ikke dertil. Apollos Apostrophe til Choret i Begyndelsen af Eumeniderne er vel det kraftigste Stykke Dialog, Æschylus har skrevet; men efter at den er endt, kommer der en meget jævn Forhandling mellem de to Parter, der slet ikke ligner det foregaaende Udbrud. Paa samme Maade gaaer i Hiketiderne det berømte: » 3 , , ἄναξ ἀνάκτων, μακάρων μακάρτατε καὶ τελέων τελειότατον κράτος, ὄλβιε Ζεῦ, over i en Opregning af Stationerne paa Ios Vandring, efter hvilken der forresten ganske ugenert tages Fart igjen, for at ende som der begyndtes: ὑπ᾽ ἀρχᾶς δ᾽ οὔτινος ϑοάζων τὸ μεῖον κρεισσόνων πρατύγει ΕΣ 3 c ΄ , , οὔτινος ἄνωϑεν ἡ μένου σέβει κάτω. πάρεστι δ᾽ ἔογον ὡς ἔπος σπεῦσαί τι τῶν βούλιος φέρει φρήν. 1 det rent Stilistiske viser denne Tagen Munden fuld sig som det gjennemgaaende Mærke for den Æschyleiske Dialog, der gjør den saa let kjendelig og saa uefterlignelig. Hvad Æschylus ved dette Høitryk kan naae til, belyses maaskee bedst ved at see, hvor galt en Anden kommer fra at laane af ham. I Vergils Æneide VI, 515 staaer det i Deiphobus’s Beretning