Æschylus’s Dramaturgie. 161 At dette er saa, det seer man allerede af den Maade, hvorpaa Uligeligheden fremtræder, baade i Indhold og i Form. Naar i Eumeniderne efterhaanden Ideen om Skyldens Soning m. m. træder i Baggrunden eller helt forsvinder, saa er dette ikke fordi Digteren opgiver Ævret og i Erkjendelse af Umuligheden af at gjennemføre sin Tanke sætter en Slutning οἷα ϑεοῖς δοκεῖ paa det Hele; det havde jo endog netop i Eumeniderne været en let Sag at understrege Tankeindholdet hist og her. Nei, det er simpelthen Stoffet, der har taget Digteren fangen, saaat han uden videre giver sig hen i den rent dramatiske Udformning deraf '. I Processcenen og i den derpaa følgende Samtale mellem Eumeniderne og Athene er Choret, Apollon og Athene fremstillede simpelthen efter deres givne Eiendommelighed i Forbindelse med den foreliggende Situation, uden Hensyn til den trilogiske Helhed. Dette er nu i Eumeniderne intet Under: Stoffet er saa eminent dramatisk, og hvad der er kommet ud deraf, saa virkningsfuldt, at det laa nær ganske at fortabe sig deri; Noget har ogsaa de politiske Allusioner bidraget til at distrahere Digteren. Men i Virkeligheden er Forholdet det samme overalt; overalt er der den samme umærkelige Overgang mellem Digterens Brug af sin Reflexion og den blotte Udformning af Stoffet, som om de to Ting kom ganske ud paa Eet. Fra dette Synspunkt maa ogsaa saadanne Partier sees som loepisoden i Prometheus og Beskrivelsen af de syv Feltherrer i πτὰ: vel har de det umiddelbare Formaal at fylde ud, at give den fornødne Længde; men at man fylder ud paa denne Maade, det ligger atter i, at alle Midler er En lige gode. At det, der ovenfor er sagt om Charaktertegningen, ligeledes hører ind under dette Synspunkt, behøver ingen nærmere Paavisning. Paa samme Maade i det Formelle. Den der skriver en Chorsang som den ovenfor citerede af Hiketiderne, maa aabenbart see paa Spørgsmaalet om Ensartethed i Tone paa en ganske anden Maade end vi. For ham er det godt, naar det er storartet, og ogsaa godt, naar det er paa det Jævne; det vældigste Udtryk for hans dybeste religieuse Følelse tager uden at generes deraf en Reisebeskrivelse op i sin Midte. τ Dette er allerede seet af K. 0. Müller (Gesch. d. Gr. Litt. Il, S. 105). Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. II. 11