Æschylus’s Dramaturgie. 163 arbeidede hele sit Liv; og en Opgave, der var fuldt saa meget praktisk som theoretisk. Opfindelsen af den anden Skuespiller, der er det afgjørende Skridt i Dramaets Udvikling ', og de talrige andre techniske Forbedringer, der tillægges ham, hans egen Optræden som Skuespiller — alt dette er underordnede Led af det store Hele: Fremstillingen af Gude- og Heltesagnet i Handling, der er hans Livs Storværk. Til at udrette dette, til at bringe Dramaet det Kjæmpeskridt frem, af hvilket vi kan oversee et lille Stykke mellem Hiketiderne og Orestien — dertil hørte en Natur som Æschylus’s. en ny Prometheus. Men i en saadan Opgave kunde en saadan Natur ogsaa gaae op og finde Tilfredsstillelse — saa meget mere, som Æschylus under Udførelsen af den ikke tørnede sammen med høiere Magter. Han virkede i Overensstemmelse med sin Samtid, hvor isoleret han end kan have staaet; hædret af dens Bifald, løftet af dens store Bedrifter, hvori han selv havde taget Del, og baaret frem af dens stigende Kulturs dybe og brede Strøm, i hvilken han selv atter er eet af de bevægende Elementer. For at faa et klart Billede af den Maade, hvorpaa hos Æschylus Objektivt og Subjektivt er blandede, behøver man kun at see paa hans Forhold til hans Stof. Dette Punkt er berørt flere Gange før, men faaer først fra det sidst Sagte sin fulde Belysning”. Æschylus er fuldstændig under Sagnets Herredømme; ikke blot mere end Euripides, der her kan lades helt ude af Betragtning, men ogsaa mere end Sophokles. Hvad Sophokles søger i Sagnet, er i Reglen det Almenmenneskelige ; Charakterer som Aias, Antigone og Elektra er ikke givne af Traditionen, og de tilsvarende Dramaer lod sig, uden at forandre det Væsentlige i dem, oversætte i dagligdags Virkelighed. Æschylus derimod, som i sin dristige Søgen gaaer udenfor Heltesagnet, hvad ingen af de Andre 1 Jvfr. v. Wilamowitz i Hermes XXI, p. 604. ? Det er charakteristisk for Richter, at han aldeles mangler en samlet Betragtning af dette Spørgsmaal. En saadan skulde dog synes at være en nødvendig Bestanddel af en «Dramaturgie», hvis Gjenstand er en Dramatiker, der helt igjennem arbeider med et givet Stof. Og efter v. Wilamowitz’s Arbeider er det svært at forstaae, at man kan skrive om ældre græsk Kunst og saa godt som ignorere Sagnets Betydning. 11*