164 A. B. Drachmann: gjør, gaaer ikke desto mindre fuldstændig op i det, hvor han behandler det. Derfor er hans Personer ikke typiske, som Sophokles’s; de er individuelle, men uden andre individuelle Træk end dem, Sagnet giver. Agamemnon, Orest, Klytæmnestra — de er og udtrykker ikke Andet end netop det, der umiddelbart følger af deres Plads i Overleveringen: Troias Ødelægger, Mandens Morderske, Faderens Hævner. Æschylus omformer heller ikke det Sagn han forefinder — d. v. s. ikke bevidst, ikke mere end nødvendigt for at bringe det i dramatisk Form. Hvor Sagnet leverer en bestemt Opfattelse, dèr tager han ogsaa gjerne den med. Saaledes forudsætter han uden videre Prometheus’s Skyld istedenfor at begrunde den, og det skjønt den er et saadant Kardinalpunkt for ham ; men den er ham en given Størrelse. Sagnet er for ham en real Verden, given med Nødvendighed, ganske som den virkelige ; og i denne Verden lever og virker han som Digter. Der er heri en egen Art af Fromhed, en skjøn Barnlighed og Umiddelbarhed, der afvæbner Kritiken. Hvad der fremstilles hos Æschylus, det er; det har Virkelighedens hele Selvfølgelighed — ikke paa Grund af en indre Nødvendighed, men fordi det af Digteren opfattes som Realitet, ikke som Phantasie. Men ved Siden af denne barnlige Naivetet gaaer den modne Mands kraftige Reflexion. Forholdet sees overalt, skjønnest maaskee i Prometheus. Ud af det gamle Sagn om Ranet af Ilden og Straffen derfor groer hos Æschylus aldeles organisk, efter det givne Anlæg og dog selvstændigt, et Underværk af Tanke og Phantasie; det er og bliver det Samme og dog noget helt Forskjelligt: intetsteds mærkes et Brud eller en Modsigelse. Paa en noget anden Maade føres vi i Orestien fra den ligefremmeste Fremstilling eller Omtale af Begivenheder som Iphigeneias Ofring eller Troias Fald over i de høieste Betragtninger over Menneskenes Vilkaar og Gudernes Styrelse. Maaden, hvorpaa de indføres, tjener atter til at forstærke Indtrykket af Foranledningens Realitet. Efter Budskabet om Troias Fald bryder Choret ud: Διὸς πλαγὰν ἔχουσιν εἰπεῖν" πάρεστί τοι τόδ᾽ ἐξιχνεῦσαι. Man forbauses over denne Vending; men den er charakteristisk i sin sublime Naivetet: saaledes akkurat kunde Æschylus have sagt, hvis han havde