166 A. B. Drachmann: χάριν ματαίαν. μάταν γὰρ, εὖτ᾽ ἂν ἐσϑλά τις δοκῶν δρᾷ, παραλλά-Easa διὰ χερῶν βέβακεν ὄψις oÙ μεϑύστερον πτεροῖς ὁπαδοῦσ᾽ ὕπνου κελεύϑοις. Er det ikke snarere som om man læste en Extrakt af en moderne Romanforfatters Skildring af en forladt Ægtemands Sindstilstand, end en Grækers Betragtninger over det Thema? Man sammenligne Beskrivelsen af Helena (Ag. 712 ff.): φρόνημα νηνέμου γαλάνας. ἀκασκαῖόν τ᾽ ἄγαλμα πλούτου, μαλϑακὸν ὀμμάτων βέλος, δηξίϑυμον ἔρωτος ἄνϑος — en helt begeistret Hymne til kvindelig Skjønhed; eller det lille: σὺ δὲ ϑέλγοις ἂν ἄϑελκτον i Hiketidernes Slutning (1022), hvor der er Tale om Udsigten til et Ægteskab. I Belysning af disse Steder faaer ogsaa Apollons Ord i Eumeniderne (213 ff.) en lidt egen Belysning: Κύπρις δ᾽ ἄτιμος τῷδ᾽ ἀπέρριπται λόγῳ, ὅϑεν βροτοῖσι γίγνεται τὰ φίλτατα. εὐνὴ γὰρ ἀνδοὶ καὶ γυναικὶ μόρσιμος ὅρκου στι μείζων τῇ δίκῃ φοουρουμένη. Desværre er Materialet for lille til at der kan bygges en fuldstændig Betragtning derpaa. Paa samme Maade er Æschylus 1 sin Stil uafhængig af de senere Tiders snevrere Regler. Han skyer ikke at blande barbariske Ord og Former ind i sit Sprog for derved at opnaae en vis Lokalfarve — et Begreb, der overhovedet er de Senere fremmed. Med uforlignelig Virkning har han gjort det i den Sang af Perserne, hvor Choret maner Dareios op: βαλλὴν ἀρχαῖος, βαλλὴν ἴϑι, ἵκου, ἔλϑ᾽ ἐπ’ ἄκρον κόρυμβον ὄχϑου, κροκόβαπτον ποδὸς εὔμαριν ἀείρας, βασιλείου τιάρας φάλαρον πιφαύσκων. βάσκε πάτερ ἄκακε Δαρειάν, oi --- en Sang, der i sin Helhed baade i sproglig og metrisk Henseende er et lille Underværk. Paa lignende Maade er i Hiketiderne det Barbariske forsigtig isprængt hist og her’. Paa dette Punkt, det rent Formelle, faaer vi en sikker Bekræftelse paa vor Fornemmelse i Oldtidens egen Dom. Den betydelige Æsthetiker, der har skrevet περὶ ὕψους, har opbevaret os følgende Linier af Tragedien Oreithyia: τ Jvfr. v. Wilamowitz i Hermes XXI, p. 609.