Byron’s Siege of Corinth, hrsg. v. Kölbing. 183 om Kommentatorens Lærdom og store Belæsthed; men de synes mig ikke alle at være prægede af den forstaaende Takt, som tjerner Törhed og Pedanteri fra Betragtningen af et Digterværk. Det er naturligvis ikke altid let at holde sig indenfor de rette Grænser, der jo desuden kan omdisputeres; her synes de mig imidlertid stundom ubetinget overskredne. Naar saaledes Byron i Vers 332 fig. sammenligner Sneen paa Parnassets Top med et Ligklæde, som Friheden bredte ud deroppe, da den flygtede fra Landet, og Kölbing hertil föjer følgende Bemærkning: «Der Dichter hat dabei nur nicht bedacht, dass das von ihm als Leichentuch bezeichnete Schneegewand des Berges schon vorhanden war zu einer Zeit, wo die griechische Freiheit in vollster Blüte stand,» saa er dette naturligvis rent snusfornuftmæssig rigtigt; men Fornuften er nu en Gang ikke den eneste Evne, Poesien henvender sig til, og hyem uden den lærde Kommentator ex officio vilde vel ved et fantasibevæget Udtryk som dette nænne advyarende at hæve Pegefingeren mod Digteren? Endvidere: det kan have sin store psykologiske Interesse at se, hvorledes den Luft af digteriske Forestillinger og Billeder, hvori en Forfatter lever, indsuges og bearbejdes af ham, eller at efterspore, hvorledes bestemte Forestillinger hos Digteren kommer igen i lidt ændrede Former paa forskellige Tidspunkter af hans Liv; og af saadanne Bidrag indeholder Kölbings Anmærkninger særdeles mange, samlede med en overordentlig Agtpaagivenhed mangfoldige Steder fra. Men sligt kan overdrives. Den ret naturlige Ting, at Byron kalder Maanen round (V. 198), behøver dog næppe yderligere at slaas fast ved Henvisning til et Par Steder i Manfred og Don Juan, hvor Digteren gör samme forbløffende Iagttagelse. Et saa hyppigt sprogligt Udtryk som ἐπ6 thick of the fight (V. 786) og et saa lidet paafaldende Billede som mercy’s gate (V. 593) kunde godt passere uden Parallelsteder. Ved den nærliggende Sammenligning, at Krigerne laa i Rækker, som de var faldne, ligesom det af Hoøstkarlen slagne Græs (V. 690—983), synes der ikke at være nogen Nødvendighed for at anføre Citater baade fra Don Juan og Sardanapalus, hvori lignende Udtryk forekommer, endnu mindre for i Sammenhæng hermed at citere Steder af Childe Harold og The Island, dey — som Kďölbing sely siger — egentlig ikke indeholder samme Billede. Det sidste er ikke det eneste Eksempel paa, at Udgiveren driver sit Hang til Parallelisering saa vidt, at han anfører Steder, hvor der siges noget andet end eller det modsatte af den Passus, han kommenterer. I V. 165—66 taler f. Eks. Byron om Ballets dansende Par, der endnu ikke, naar Morgenen bryder frem, er blevne trætte af Dansen. I den Anledning fortæller Kölbing os, at saaledes gaar det ikke(!) Laura i Beppo; hun holder op i Tide: «Zu den Damen, die bis zu Sonnenaufgang den Ballsaal nicht verlassen, gehört Laura in Beppo nicht, die zu vorsichtig