184 Ad. Hansen: Anm. af ist, um ihre Schönheit dieser Probe auszusetzen; es heisst von ihr etc.»; — ja vi skaanes end ikke for et Citat paa 7 Linjer af Marino Faliero, der skildrer Følgerne (!) af en saadan Nat, tilbragt i Dans og Svir (se endvidere Anm. til V. 237 fg., 297 fig., 309 fig., 534). Ved Noter af den Art er dog sikkert Maalet overskredet og intet til Klargörelse af Teksten opnaaet. Ganske paa sin Plads er derimod Bemærkningerne S. 118—2535 om Beckfords Vathek og den Magt og Indflydelse, som denne mærkelige Roman med sin Blanding af Fantasi og Skepsis øvede paa Byrons Sind; aldeles uimodsigelig er Paavirkningen i de Linjer af The Giaour, som Kölbing anfører; mindre sikker synes den paa et Par andre Steder; men forøvrigt er hele Afsnittet fuldt af Interesse og særdeles oplysende. Fuldt berettiget er ogsaa Anmærkningen til V. 575 fig., hvor Erindringen om et tidligt Ungdomsindtryk paavises paa forskellige Punkter af Byrons senere Digtning. — Ved disse Bemærkninger skulde der være antydet, hvor omtrent det forekommer mig, at Grænsen for, hvad ler burde medtages af Forklaringer, skulde være sat. Med Hensyn til den sproglige Forstaaelse er Kölbing naturligvis gennemgaaende en paalidelig Fører. Kun et Par Indvendinger maa jeg have Lov at göre. Side 78 henviser Kölbing til Childe Harold’s fjerde Sang, Stanze XXIII, der lyder: But ever and anon of griefs subdued There comes a token like a scorpion’s sting, Scarce seen, but with fresh bitterness imbued ; And slight withal may be the things which bring Back on the heart the weight which it would fling Aside for ever: it may be a sound — A tone of music — summer’s eve — or spring — A flower — the wind — the ocean — which shall wound, Striking the electric chain wherewith we are darkly bound. Hvorledes Kölbing kan finde, at Byron deri taler om <«rätselhafte Klänge in der Luft, welche Traurigkeit verursachen», er ikke klart; her er jo kun Tale om, at gamle Sorger pludselig kan vækkes i Sindet ved en Ideassociation, fremkaldt ved en ringe Ting: en særegen Lyd, en Tone, en Blomst, et Vindpust osv. — I Anm. til V. 332 anføres to Linjer af Childe Harold III, 192: And Jura answers, through her misty shroud, Back to the joyous Alps, who call to her aloud! Naar Kölbing her opfatter sØroud som «Leichentuch», er det efter hele Sammenhængen sikkert urigtigt; der er Tale om Bjærgene, som jublende raaber til hinanden med skraldende Tordenbrag; Forestillingen om et «Ligklæde» er her aldeles ikke paa sin Plads; s/2roud er paa dette Sted blot «Skrud», «Klæd-