Byron’s Siege of Corinth, hrsg. v. Kölbing. 185 ning» (misty shroud: «Taageskrud»), en Betydning, som Ordet jo tidligere har haft og endnu i Poesi kan have, — Paa Tekstens V. 907 fig. har Kölbing utvivlsomt set sig blind, som det jo kan hænde den bedste. Der skildres, hvorledes Minotti, bragt til det yderste i Kampen, staar ved Alteret, over hvilket et Madonnabillede hænger; Billedet var . placed upon that holy shrine To fix our thoughts on things divine, When pictured there, we kneeling see Her, and the boy-God on her knee, Smiling sweetly on each prayer To heaven, as if to waft it there. Meningen af de sidste Linjer synes mig simpel: knælende toran Alteret ser vi Madonna med Barneguden paa Skødet afmalet der, «smilende mildt til enhver Bön [der bedes] til Himlen, som om hun vilde bringe den didhen». Ifølge sin Anmærkning til Stedet vil Kölbing forbinde smiling sweetly med to heaven (to smile to one siges næppe paa Engelsk) og oversætte on i on each prayer med «bei» (skal vel være analogt med et Udtryk som on his return), hvad der næppe gaar an her; derimod er Forbindelserne to smile on one og a prayer to heaven jo ganske almindelige. Til Slutning henstiller jeg til Overvejelse en Konjektur til Digtets Vers 339, hvor Ordet wake volder Vanskelighed. V. 337—440 lyder: Oh, still her [ə: Frihedens] step at moments falters O'er withered fields, and ruined altars, And fain would wake, in souls too broken, By pointing to each glorious token. Kölbing ser kun den Udvej at tage wake som intransitivt Verbum og slette det umiddelbart følgende Komma, hvorved dog Meningen, som han selv indrömmer, endnu bliver «etwas gezwungen»; der sker jo ogsaa derved nogle saare betænkelige Brud i det poetiske Billede, idet Friheden först skildres som dvælende paa de græske Sletter og i Tempelruinerne, derpaa pludselig (i V. 339) skal vaagne i de nedböjede Sjæle og saa atter (i det følgende Vers) fare ud og pege paa Mindesmærkerne fra Fortiden. Jeg foreslaar at læse: And fain would waken souls too broken, hvorved Meningen bliver simpel og klar. At Lady Byron, der renskrev Digtet, kan have læst wake in for Kladdens waken, er ikke urimeligt, og Kommaet efter wake kan saa være føjet til for at bringe engelsk Orden i Tegnsætningen. April 1894. Ad. Hansen.