Anmeldelser. Sam Wide: Lakonische Kulte. Leipzig 1893, Teubner. X --- 417 8. S. Wide betegner selv sit nye skrift som et bidrag til løsningen af en större opgave: en topografisk ordnet fremstilling af den helleniske kultus. Det er for så vidt en fortsættelse af hans tidligere arbejde De sacris Troezeniorum Hermionensium Epidauriorum (Upsala 1888) og vil blive fortsat med en lignende bearbejdelse fra hans hånd af den boiotiske kultus. Af Immerwahr foreligger et tilsvarende arbejde om Arkadien (Die Kulte und Mythen Arkadiens. Leipzig 1891). Der er ingen tvivl om, at denne opgave er frugtbar og må bringe gode resultater. At behandle den helleniske kultus saaledes, at de enkelte egnes gudetro og gudsdyrkelse sammenfattes under fælles betragtning, har sin fulde berettigelse ved siden af den methode, der er fulgt i håndbøger og lexika, hvor hver gudeskikkelse betragtes for sig. En lokal kultusbeskrivelse kan ikke blot kaste nyt lys over den helleniske religion, men lejlighedsvis også over andre punkter af hellenisk ändsliv og vil med tiden, ved siden af sagnhistorien, onomatologien, den ældste kunsts historie, den egentlige archæologiskę betragtning af oldsagsfundene m. m, yde sit bidrag til løsningen af spörsmålet om Grækenlands gamle stammeforhold og ældste historie. — Mere tvivlsomt er det, om de kendte landskabsinddelinger hos Pausanias just er den enhed, der burde lægges til grund. Mere konsekvent og vistnok mere oplysende vilde det være at beskrive mindre landområder, der sikkert danner en sammenhængende enhed, hvert for sig. Wide har haft en følelse heraf og bødet noget herpå ved sin Verzeichnis der einzelnen Kultkomplexe (s. 389—406). Ved en beskrivelse af Boiøtiens kultus vilde en sådan ‘strængt lokal behandling sikkert vise sig rigtig. W.s bog er praktisk indrettet ud fra de synspunkter, han har lagt til grund. Efter et-forord (V—VIII) følger behandlingen af de enkelte gude- og herosskikkelser (1—367) i en række kapitler, under hvilke der först gives en lokalt ordnet sammenstilling af de antike kilder (forfattersteder, indskrifter, møntbilleder og andre kunstværker), derefter en sammenhængende kommentar til dette materiale. I et tillæg (368—375) benyttes de sidst fundne indskrifter, som er udgivne i pyueois ἀρχαιολογική 1892 I, og tilføjes enkelte rettelser. I slutningen af bogen findes en oversigt over de egne, med hvilke Lakonike efter forfatterens anskuelser har kultusfællesskab (376—388), en fortegnelse over de lakoniske «kultuskomplexer» (389—406) og endelig et register