Chr. Blinkenberg: Anm. af Sam Wide, Lakonische Kulte. 41 (407—417). Ved denne ordning er skriftet blevet en praktisk håndbog, hvori man let finder sig til rette. Materialet er, så vidt jeg skönner efter en gennemlæsning ať bogen, samlet med megen omhu; de få mangler og fejl, som jeg er bleven opmærksom på, anføres nedenfor. Gennemgäende har W. dog taget for lidt hensyn til billedværkerne. Den bekendte beskrivelse af Dressel og Milchhöfer (i 2. Bd. af Mittheilungen des deutschen archäologischen Instituts) er noget ujævnt benyttet; f. ex. er intet Herakles- eller Hekatebillede anført derfra. Og dog turde disse have lige så stor betydning som mange af de sene indskrifter, som W. benytter lige så vel som de ældre. W. tillægger i det hele indskrifternes vidnesbyrd mere betydning, end ret er. Da jeg andensteds (As/klepios s. 97—113) udførligere har påvist, at en votivindskrift dediceret til en eller anden gud ikke altid er nok til at bevise, at guden har haft en kultus på vedkommende sted, skal jeg imidlertid her ikke komme nærmere ind på dette spörsmål. Men selv om man holder sig til de sikre kultus-vidnesbyrd, bliver der et andet spörsmål tilbage. Næsten hver eneste beboet krog i Hellas har i tidernes løb og ofte i meget sene tider optaget dyrkelsen af guder, der oprindelig havde andensteds hjemme. Især har de religiøse bevægelser i det 2. årh. e. Chr., hvor kunstigt fremkaldte de end var, gjort meget til at udjævne forskellen mellem de enkelte landskabers kultus. Der er ingen tvivl om, at de forskellige steders «kultuskomplexer » har set ganske anderledes ud i oldtidens slutning end i tidligere tider, at mange nye guder er komne til andensteds fra, og at enkelte gamle er gået ad glemme I en samling af kilder til skildring af græsk religion er derfor en angivelse af kildens alder næsten lige så vigtig som kilden selv. For forfattersteders vedkommende ligger denne bestemmelse, så vidt vi kan nå, i regelen i forfatternavnet. Men med de mange indskrifter og billedværker, der citeres i Ws bog, forholder det sig anderledes; her må den nødvendige oplysning i regelen søges andensteds, tit forgæves. Til en samling af dette materiale må stilles den fordring, at den indeholder en tidsangivelse for hver indskrift eller hvert kunstværk, der anføres. At denne tidsangivelse tit må blive noget svævende, er sandt nok. Men den behøver ikke at være præcis, og om den fejler 100 år eller endog mere. gör i mange tilfælde mindre til sagen; allerede en oplysning om, hvorvidt f. ex. en gudefigur tilhører 4—3. årh. f. Chr. eller «den romerske tid», er af stor værdi. At det tit er vanskeligt at skaffe en sådan tidsangivelse, er også sandt; men opgaven at tilvejebringe en filfredsstillende kildesamling er ikke løst, för det sker, og uoverkommeligt er det heller ikke.. ἐν W.s kommentar til materialet vidner om stor kundskabsfylde. Den indeholder mange henvisninger til andre egnes kultus, mange oplysninger om gudetilnavnes udbredelse i Hellas o. lign. W.s