70 Axel Olrik: Anm. af Vurderingen af N.s nye teori for nordisk mytologi vil væsenlig afhænge af, hvorledes læseren stiller sig til Max Müllers mytologiske system, hvis teori om de oprindelige solmyter og deres forvanskning og udspaltning til nye myter her fremtræder i nordisk tillempning, udført af en af de mest fremragende nordiske sprogforskere. Trods al den videnskabelige dygtighed synes N.s arbejde mig ikke overbevisende for den, der ikke i forvejen hylder systemet; i tolkninger, vurdering af kildesteder osv. forudsættes det stadig som givet, det lægges aldrig til side for at vindes på ny gennem nyt bevis. Som kort og karakteristisk eksempel på den hele metode skal jeg her gennemgå nogle af beviserne for, at «Sveigder är den nedgående solen, som försvinner i bärjets salar»: Först foretrækkes Sveigðir for det gængse Svegüðir, skönt dette findes i alle ældre kilder (Are, Hist. Norv., samt Langfeðgatal) og det ældste Heimskringla-hskr.; Sveigðir forekommer derimod kun i hskrr. af Heimskr.-familien yngre end 1300. Af dette svagt hjemlede Sveigðir udledes betydningen «den böjende, synkende» (nml. sol); dette styrkes så ved Snorres fortælling, at S. «eptir sólarfall» så dværgen stå i stendören og kalde ad sig; G. Storms opfattelse, at Snorres fortællinger er spekulation og ikke folkesagn, afvises med, at den også indeholder andre træk, «som alltförväl kann vara en sagans reminisjäns från solmyten». Det er ikke rundet forf. i tanke, at det ikke er noget for denne dværg ejendommeligt at vise sig «ved» eller «efter solnedgang», men at,der findes snese eller hundreder af eksempler derpå i ældre og nyere nordisk folketro. N. bygger videre på dette dværgemøde, genkender i sagnet om Tyrfings tilblivelse en fortælling, «som har flera motiv jemensamma med Sveigder-sagan» ; heraf sluttes, at «den dværj, som vé/íźe S., hette i sagan tvivelsutan Dvualenn». De fælles motiver synes efter N.s nærmere udførelse dog kun at være dværgene ved solnedgang og at stenen lukker sig; og man skal vistnok være stærkt forudindtagen for at se solmyte i Tyrfingsagnet. Samme solmyte finder N. i udtrykket Dvalins leika (brugt om den kvindelige guddom Sól, Sunna), idet han oversætter det ved «den af Dvalen lurade». Endelig skal selve Tjodolv ved tillæggene «glødkongen» (dusla konr) til Sveigðir og «lyssky» (dagskjarr) til dværgen håve antydet, at det er solen, der sluges af skumringen. Altså skal den norske skjald udtrykke både den oprindelige naturmyte og det alleryngste standpunkt, at gudemyten — ikke mere forstået — sank ned til jordisk kongesagn; Tjodolv fra Hvin omfatter således hele den myteudvikling, som menneskeheden i årtusender har gennemgået. — Vil vi kort udtrykke forholdet mellem N.s myte og den i kilderne foreliggende mytologi er den således: Yngl. siger, at det var en svensk konge, der blev lokket ind i bjærget af en dværg; dette stemmer med en udbredt folketro på, at mennesker kan bjærgtages; i stedet herfor sætter N. en myte