72 Axel Olrik: Anm. af vand; det samme gælder om Aan i vattnet, marmennill, havfrue osv. Heraf opbygger forf. en omfattende mytologisk teori: «Enligt min mening var sskr. rbØ/w, gr. ἄλῳ-, lat. alb-, germ. alb, glänsande, strålande, från början ett epitet till, eller stundom rent av en beteckning för (sol)gudarne i allmänhet»; derfra har de på jorden mødende navne på alf- draget dem ned og knyttet dem til bjærge, jord, floder, have, planter, kvæg osv. Som bekendt er det stærkt omtvistet, hvorvidt misforståelser af det sproglige udtryk er en mytedannende kraft af allerförste rang. W.s arbejde hylder ikke blot denne sætning, men driver den ud til dens yderste konsekvenser, jeg havde nær sagt i dens karrikatur. Der synes ikke at være det mytologiske fænomen, som han ikke kan forklare som misforståelser af det ene ord alf: svanemøer, stinkende drager, havfruens køer på strandeń, og brugen af ild eller stål mod trolddom; de har ikke blot skabt de oprindelige solguder om til puslinger, men også djævlen har deraf sin ævne til at göre sig lille. Men denne lethed i at springe fra det ene begreb til det andet, hvergang en folkeetymologi byder en tilknytning, viser også sine svage sider. Vi undres over at se forklaringer fra særlig indo-europæiske forudsætninger opstillede for ganske almenmenneskelige forestillinger: bliver ikke al verdens mennesker mishandlede eller besatte af usynlige væsner? holdes der ikke kvæg af alle landes overnaturlige væsner, fra Australien og til Finmarken? Den store mængde af de forestillinger, som W. fremdrager, er af den art, at de forklarer sig selv 9: at de er den lidt barnlige fantasis måde at opfatte naturen: til at skabe forestillingen om «hvide koner» på mosen eller om «Han i vattnet» eller «strömkarlens» spil i fossen er der en uendelig kortere vej end om ad de indoeuropæiske solguder. Og så det sælsomme ved den udviklingsgang, der begynder med mægtige himmelske guder og lader dem synke ned til drilske småvæsner i den nærmest omgivende verden 9: ender med det mytestandpunkt, som findes hos de laveste folk! Og hvor stridende mod al folkelig tankeverden er det ikke, at begynde med det upersonlig opfattede strömbrus og derfra i en forholdsvis sen (germansk) tid at gå over til den personlige «strömkarl», der «spiller» i fossen! Ved siden af disse fejl mod myteforskningens grundregler findes det höjst ufuldstændige i beviset for W.s udgangspunkt, at alferne var oprindelige himmelguder; og selv i det rent leksikalske stof synes ordbetydningen undertiden vel tilpasset efter den mytologiske teori. Med alt hvad jeg har at indvende, må jeg dog tilstå min glæde ved gennemlæsning af W.s afhandling. Der er en dygtighed i at tage alfetroen fat fra sprogligt synspunkt, en djærvhed i at nå til samlet resultat og en snillets rigdom i at finde udveje overalt, som indtager for hans værk; dette har den store teoris ævne til at drage læseren til sig. Blandt W.s store stof er der