Uppsalastudier, tillegnade Sophus Bugge. 73 også sikre eller dog sandsynlige folkeetymologier i alfeforestillingerne. Kun er det spörsmälet, om sådanne nydannelser bevæger sig indenfor kredsen af engang gængse forestillinger, eller om de kan vende op og ned på alt, göre solguder til lyssky underjordiske puslinger. Som mytologisk bidrag må endnu nævnes R. ARPI’s lille afhandling ΤΊ « Grágás», hvor overtroen på «óborit fé» følges ned i nyere islandsk folketro; vi vilde blot ønske, at vi også havde fået hele opredningen af to sammenblandede begreber, det ene troen på «ufødte» (af moders liv udskårne) væsners overnaturlige ævner, det andet om lykke ved at eje ellefolks kvæg. Desuden findes der to bidrag til den poetiske sagnverdens historie. Det ene er KLocKHorr, Konung Harald och Heming, försök i jämförande sagoforskning, der melder sig som forløber for en större undersøgelse af Tell-sagnene. Her påvises det nære slægtskab mellem den islandske Hemingsþáttr og den færøske Geytaríma, og videre mellem det færøske kvæde og den norske Hemingsvise; forf. kommer så til det resultat, at den islandske er grundformen, den færøske afledt deraf, og den norske igen af den færøske. Dette sidste punkt forekommer mig i mange henseender tvivlsomt; læseren vil let sely kunne danne sin mening, da stoffet er lagt så klart frem; jeg havde blot ønsket, at der også var taget hensyn til det ejendommelige optrin i Torfæus’ Hemingsvise, hvor kongen og Heming kæmper ude i havet i fisk- og sælskikkelse. — R1cHARD STEFFEN, Några strövärs i vår folklyrik er et lille arbejde af en viseforsker, der endnu kun meget sparsomt er optrådt i literaturen. Støttet til Moltke Moes tanke, at den nordiske episke dansevise har sin forudsætning i en ældre enstrofig lyrisk dansevise, hvoraf den norske stevdigtning er den ægte overlevering, samler han en række vidnesbyrd dels om at den svenske almue kender stevkampene, dels om strofer, der optræder snart som enlig lyrik, snart som del af en vise og snart knyttede til danselege. Af lignende danske flagrestrofer nævner han DgF 230 E (hvortil kunde föjes Grundtvig, Gl. minder III nr. 405); men i det hele er vi fattigere på særskilte lyriske strofer, selv de sællandske bønder i Paladius’ Visitatsbog drikker ` hinanden til med «it ærinde aff en vise». Dog også her er vel mere at finde; og danselegene venter endnu på deres undersøgelse. Ved siden af disse forskninger på områder, som ikke er så opdyrkede af svenske videnskabsmænd, bringer Uppsalastudierne en række undersøgelser, som fortsætter bygningen af det storværk af nordisk sproghistorie, som Sverigs forskere har arbejdet op i den sidste menneskealder. Her er forrest LEFFLERs tolkning af Tunestenen (sijoster, «de närmast besläktade»; jf. oldfris. δία, slægtning). BRAT#E påviser i de gl. svenske former af ordet sjä/ sammenspillet af tyske og engelske missionærers virksomhed.