Kr. Mikkelsen, Dansk Sproglære. 77 ikke giver Anledning til etymologisk Reflekteren over Benævnelsen. I det praktiske Liy dannes Ordene først uden Reflekteren, denne begynder altid bagefter. Det gaar saaledes med de danske grammatiske Kunstord, at den, der har lært dem, bagefter giver sig til at tænke over dem, og derved faar han ofte en forkert eller utilstrækkelig Opfattelse af det, som egentlig er betegnet ved dem. Den brogede Forvirring af danske Kunstord har nu Forf. forøget med adskillige nye, som han selv har dannet i Stedet for de gamle velkendte, eller ogsaa har han indført Kunstord for Fænomener, hvor man helst vilde undvære dem. Mange af hans Betegnelser er urimelig lange, og mange, der betegner helt forskellige Ting, er dannede i Lighed med hinanden, hvilket letter Forvexlingen, f. Ex. Udsagnssætning og Udsagnsbisætning (= indicativisk Sætn. og at-Sætn.), Tillægsform, Tillægsord, Tillægsmaade. En Mængde af de fremmede Termini er nu engang blevne internationale paa samme Maade som Potens, Logarithme, Ækvator, Planet o. l., og den, der i Skolen lærer Benævnelsen Tillægsform, skal dog ofte paa et senere Stadium lære at forstaa Benævnelsen Genitiv. Værst synes det mig dog at være, naar man møder den Slags Trivialiteter som «nøgen» og «udvidet» Sætning; Forf., der dog sidder inde med sproglig Dannelse og videnskabelig Iagttagelsesevne, burde have gjort kort Proces med sligt. Efter den før nævnte sproghistoriske Indledning behandles det grammatiske Stof i den sædvanlige Orden: Lydlære, Orddannelseslære, Formlære og Ordføjningslære. Af disse Afsnit maa det ubetinget siges, at det er Ordføjningslæren, der giver Bogen den Betydning, den har. Her er nemlig samlet et saa stort og værdifuldt Materiale, som det yel under de nuværende Forhold er muligt. Lydlæren er derimod den Del, som i sin Helhed er mest utilfredsstillende. Jeg gaar nu over til at omtale udvalgte Punkter, baade større og mindre, men især saadanne, hvor jeg tror, at min Opfattelse ikke beror paa et blot individuelt Skøn. I det første Tillæg til den sproghistoriske Indledning S. 2—5 gives en temmelig specificeret Klassificering af Sprogene i vor Sprogæt. Der er det uheldige ved Inddelingen, at de samme Inddelingstegn benyttes paa to Maader, hvilket let forvirrer den ukyndige: med a, b, ὁ 0. s. v. betegner Forf. snart Sprog, der staar i Afstamningsforhold til hinanden, snart saadanne, der er parallele. Til et Navn som «Oldbaktrisk» burde være tilføjet de mere populære Zend- eller- Avestasproget. Ved Mellemiranisk menes vel Pehlevi. Da Armenisk og Albanesisk nævnes, hvorfor da ikke ogsaa Zigeunersprogene? Af Sprog i Europa, der ikke hører til vor Sprogæt, nævner Forf. Baskisk og «vistnok ogsaa Etruscisk». Hertil er at bemærke, at om Baskisk ved man Besked, men Etruscisk har man endnu ikke lært at tyde. Det er mærkeligt, at Forf. indfører Betegnelsen «Lydfremskydning», da Lydforskydning