Kr. Mikkelsen, Dansk Sproglære. 79 egentlig noget andet, der betegnes ved Fordoblingen, nemlig at den foregaaende Vokal er kort. Overflødig er derfor Bemærkningen om, at ng ikke fordobles i «Drengen». zg findes kun efter kort Vokal; man behøver derfor ikke to Betegnelsesmaader. S. 46. De to Stavelser i Ord som «Blytag» er anderledes betonede end de to Stavelser i «fattig»; dette burde være bemærket. Ordningen af Stoffet i 8 33 forstaar jeg ikke. Hvorfor er Ordet «ihjel» opført i Texten, medens f. Ex. «Skjald» og «Valg» er henviste til det sproghistoriske Tillæg? Oprindelsen til g i Ordene «sælge» og «vælge» er ikke forklaret. Da Forf. bruger danske Kunstord, men hvergang paa første Sted nævner de tilsvarende fremmede, ` kunde han gerne have betegnet, hvorledes de plejer at udtales; saaledes S. 62 nederst «Metatese», men ovenfor S. 56 «Afæresis». Paa dette sidste Sted skriver han dog «Synkopé». S. 63 møder man to nye Kunstord: Talestavelser og Sprogstavelser; de synes ikke at være særlig betegnende eller til nogen Nytte. Stykke VII S. 69 kunde uden Skade være borte; den Slags Ordlister hører mere hjemme i Øvelsesbøger. Det samme gælder om hele ὃ 44, S. 82—84. I Kapitlerne om Styrketab og Styrkeforøgelse burde Forf. være kommen nærmere ind paa Læren om Sætningsaccentuationen, Betoningen af de forskellige Sætningsdele i de forskellige Sætninger. Det vilde have været frugtbart for Ordføjningslæren. Efter Behandlingen af Stavelsernes Styrke gaar han over til Stødtonen, der er et ligesaa vigtigt som interessant Afsnit af den danske Lydlære. Om dens Oprindelse siger han § 40 Anm., at den synes at være en Følge af en i visse Stavelser tidligere almindelig Tone; men man faar ikke egentlig nærmere Besked derom. Skildringen af Stødets Forekomst udenfor Bøjning, Afledning og Sammensætning vedkommer egentlig ikke Grammatiken, saalænge man ikke er i Stand til nærmere at paavise, under hvilke Betingelser det er opstaaet, og i hvilke Tilfælde det som Følge deraf maa optræde. Det havde derfor været mere formaalstjenligt, om Forf. havde opgivet den Inddeling af Stoffet, som han her har fnlgt, og taget mere Sigte paa Formlæren og Orddannelseslæren. Som Ordningen nu er, er den inkonsekvent. Naar man siger, at der er Stødvinding i «betale», saa kan man ogsaa sige, at der er Stødvinding i «binder», da «binde» ikke har Stød. Det burde i hvert Fald være omtalt, at Ord med Stød, der paa Grund af deres Stilling i Sætningen mister Betoningen, ogsaa taber Stødet. Det fremgaar ganske vist af Slutn- af § 41, men det hører ikke derhen. Reglen § 42, 1 er forøvrigt højst uheldig formuleret: «en stærk Stavelse, der ved Sammensætning eller Afledning forlænges fortil» !! Ved Reglen for Stødtab § 43 er der det uheldige, at Undtagelserne synes i Antal at overgaa de Tilfælde, hvor Reglen følges. Blandt disse Undtagelser maa man derfor søge en Del. af det, som man skulde vente at finde under Stødvinding. I det