80 Dines Andersen: Anm. af hele kan man sige, at Stoffet baade her og paa mange Steder i Lydlæren er lidet overskuelig ordnet; men det maa indrømmes, at Forf. har samlet det sammen med stor Omhu. Fremstillingen af Stødet vanskeliggøres naturligvis paa fiere Punkter derved, at der i mange Ord er Vaklen; hele dette Omraade af Sproget befinder sig i en uafbrudt Udviklingsproces. Et Par Enkeltheder fortjener at nævnes. S. 74 nederst omtaler Forf. «bærer», «tager» 0. s. v., men nævner ikke Talesprogets alm. Former «bær», «tar», der historisk korrekt har Stød. Mange af de S. 77 nævnte Ord er dog usikre, navnlig naar den tilføjede Forstavelse er betonet. Det bemærkes ogsaa i Anm., at der undertiden intet Stød høres, hvor der efter Reglen skulde være Stød. Men Fejlen kan jo ligge i, at Reglen ikke er rigtig formuleret. Jeg tror snarere, at Stødtonen regelmæssig kun skulde indtræde, hvor Forstávelsen var opr. ubetonet eller stærkt reduceret i Styrke. S. 80 siger Forf., at vi har faaet Stød i «Søndag», «Mandag», «Onsdag» ved Analogi med «Tirsdag», «Torsdag», «Fredag». Hvoraf véd man det? I de fleste af vore Dialekter har intet af disse Ord Stød, maaske med Undt. af «Søndag». Ordene «Gaaen», «Staaen>, «Slaaen» har i Alm. ikke Stød, og Grunden er vel den, at de mest forekommer i syntaktiske Forbindelser, hvor de mister Betoningen. Fremstillingen af Kvantiteten er meget overfladisk behandlet. Der er dog en Mængde Tilfælde, hvor det har Betydning at konstatere Kvantitetsforholdene, f. Ex. i Bøjningen: Blad—Blade, stor—større Ὁ. s. V. Ligesaa uheldig med Hensyn til Stoffets Ordning forekommer mig Fremstillingen af Læren om Sammensætninger. Hvad der her særlig synes mig at skulle tages Sigte paa, det er paa den ene Side Formen (dels Formen af det samlede Lydkomplex i Henseende til Betoning, Kvantitet, Stød [hvorved der kunde henvises til Lydlæren| og Bøjning, dels Formen af de enkelte Dele i Sammensætningen) og paa den anden Side Betydningen (dels af den hele Forbindelse, dels det grammatiske Forhold mellem de-enkelte Dele). Men Forfatteren begynder med et langt Afsnit § 50, S. 91—100, som synes mig nærmest at tage Sigte paa Retskrivningslæren. Her møder man følgende mærkelige Regel: «Flere Ord daħfner en Sammensætning 1) paa Grund af Betydningen, 2) af formelle Grunde, 3) paa Grund af Udtalen.» Form og Udtale er jo dog en Virkning af, at Ordene er sat sammen, og Betydningen, som fremkommer, er det tilsigtede. Denne Inddeling er forøvrigt uholdbar, som Forf. ogsaa selv indrømmer. I § 52 f. kommer den egentlige grammatiske Inddeling af de sammensatte Ord, nemlig «egentlige» og «uegentlige». Egentlige er de Smstn., der dannes ved, at to Ordstammer forbindes, uegentlige er saadanne, hvis enkelte Dele er sprogligt sammenhørende. Dette sidste, forekommer det mig, maa gælde alle sammensatte Ord: en Vand-