Kr. Mikkelsen, Dansk Sproglære. 81 Δ10116 er en Moølle, der drives ved Vand, og det betegnes elliptisk ved Sammensætningen; men man kan ikke sige, at den grammatiske Sammenhøren ikke er der, fordi Udtrykket er elliptisk. For Forf. er altsaa Ord som «Graavejr» og «Hvidtøl» grundforskellige. Hvad skal man da sige om <«Rødkridt» og «Sortkridt»? Eller man sammenligne Ord som «Hvidløg», «Hvidkaal», «Hvidtøl»! — S. 111 «Bønder-» i Forb. Bøndergaarde siger Forf. er en gammel Gen., plur. Her kunde trænges til lidt nærmere Forklaring eller Henvisning f. Ex. til Wimmer, Navneordenes Bøjning. — 5. 112. Det er uheldigt at fremstille Ord som: «Malkeko», «Spisestue» saaledes, soin om der i dem er indskudt e. De fleste af den Slags Ord er saa nye, at det vist er umuligt at begrunde dem sproghistorisk ad den Vej, Forf. forsøger i Anm. I. De Regler, Forf. giver i andet Afsn. af § 57, er sikkert ikke af megen Værdi. Som Hovedregel kunde man snarere sige, at samme Ord plejer at antage samme Form i de forskellige Smstn., hvori det indtræder som første Del. «Hest» har Formen «Heste-» i alle Forb., ligesaa «Bord-», «Stole-», «Venskabs-», alt selvfølgelig paa Grund af Analogi. Der gives ganske vist mange Undtagelser herfra; men dette beror paa, at vedkommende Ord er dannet paa vidt forskellige Tider og hører til helt forskellige Sfærer med Hensyn til Betydningen, f. Ex. « Haandtag», «Haandelag», «Haandsrækning». Ord derimod som <«Hestehaar», «Hestesko», «Hestehandel» o. m. ἢ. kan ikke i deres Dannelsesmaade divergere, hvormange nye der end kommer til. Forf. har Ret i, at Ord som «Sporvognskusk», hvor første Del sely er sammensat, i Reglen tilføjer s; men dette beror dog ogsaa paa, om sidste Element i den første Del selv kan bruges i Forb. med sidste Del alene. «Vognkusk» siger man aldrig, derimod «Moøllehjul» og som Følge deraf ogsaa «Vandmeøllehjul». At Ord paa -er (S. 116) danner en Undt. fra Forf.’s Regel, ligger deri, at alle Ord paa -er, baade sammensatte og usammensatte, plejer at indgaa uforandrede i Smstn Afsnittet om Afledning er i det hele langt naturligere og overskueligere fremstillet end Sammensætningerne. Ved S. 120, Anm. 3 kunde der være gjort opmærksom paa en Del Ord (mest af fremmed Opr.), der bruges baade som Subst. og Verbum, saa at det undertiden bliver vanskeligt at bestemme Afledningsforholdet, f. Ex. arbejde, fløjte, pibe, perle, rulle, trille o. ἢ. Samme Sted burde Benævnelserne Causativer og Incohativer være nævnt, da Forf. S. 138 nævner intensive, iterative og diminutive Verber. S. 123. van- har ogsaa alm. nægtende Betydning (van-før). ur- findes ogsaa i andre Adj. end «urgammel», f. Ex. «urnordisk». Det er næppe træffende, naar der siges (S. 124) om visse Verber med be-, at Betydningen er forstærket. Jeg vilde kalde den perfektiv, f. Ex.’ «bedække». Blandt Forstavelser (§ 61) kunde maaske ogsaa medtages tve-. Ved Afledningsendelserne synes at Nord. tidsskf. f. filol. 3die række. ILI. 6