Rumænsk og albanesisk. Af Kr. Sandfeld Jensen. Moses Gaster: Die nichtlateinischen Elemente im Rumänischen. Gröbers Grundriss der rom. Philologie I 1888. s. 406 ff. B. P. Hasdeu: Strat si substrat. Genealogia popórelor balcanice. Εἰγmologicum Magnum Romaniæ IlI 1. Bucuresti 1893. 5. I-XXXVII. Siden Robert Roesler 1871 udgav sine «Romänische Studien», hvori han søgte at levere et bevis for den allerede længe før ham udtalte sætning, at rumænerne maatte være indvandrede til det nuværende Rumænien i en forholdsvis sen tid, har der udviklet sig en meget omfattende literatur angaaende det rumænske folks og sprogs oprindelse!. Uagtet det nu maa siges, at teorien om det rumænske folks og sprogs uafbrudte udvikling i Dakien fra Trajans tid til vore dage kun tæller meget faa tilhængere udenfor Rumænien, er det dog sikkert langt fra, at resultaterne ať den lange og til sine tider voldsomme strid er komne til almindelig kundskab — man læse f. ex. hvad der staar om rumænerne i Salmonsens Konversationsleksikon under artiklen Balkanhalvøen. Og striden kan paa den anden side heller ikke siges at være fuldstændig afsluttet. Der leveres stadigt nye indlæg, og en indgaaende undersøgelse af hele spørsmaalet med tilfredsstillelse af videnskabens fordringer mangler endnu”. Af de senest 1 En udsigt over det vigtigste heraf meddeler Pič i Ueber die Abstammung der Rumänen. s. 1—19. ? Materialerne til en saadan undersøgelse maa ogsaa først skaffe til veje. Det er i grunden kun meget lidt, man kender til de rumænske dialekter i enkelthederne, men heri vil der snart ske en forandring. Wei gand har nu fornylig begyndt at offenliggøre resultaterne af sin store rejse paa balkanhalvøen (Die Aromunen. Etnogr.-phil.-hist. Untersuchungen. II. Lpz. 1894), og det rumænske seminar i Leipzig, der staar under hans ledelse, udfolder en virksomhed, der efter den for 1894 udsendte aarsberetning at dømme vil bidrage meget til at fremme studiet af rumænsk. — Efter Weigand optager jeg her betegnelsen aromunisk i stedet for det uheldige makedo-rumænsk.