106 Kr. Sandfeld Jensen: fremkomne afhandlinger, der berører æmnet, er de to ovenfor nævnte de mærkeligste. De søgér bægge hver paa sin vis at forklare visse ejendommeligheder i det rumænske sprog, som bliver tilbage, naar alt det, der kan antages at hidrøre fra slavisk paavirkning, er udskilt’, — en række sproglige fænomener, hvortil der findes paafaldende paralleler i albanesisk og af og til ogsaa i de andre balkanske sprog, og hvis rigtige forklaring aabenbart er af vigtighed for bestemmelsen af det sted, hvor det rumænske sprog er opstaaet. Hensigten med følgende linjer er at vise, at hverken Gasters eller Hasdeus forklaring er antagelig, men at tvært imod alt tyder hen paa, at det rumænske sprog ikke kan have udviklet sig i Rumænien fra først af. Da imidlertid en stor del af det sproglige materiale kun er lidt behandlet og ofte mangelfuldt og unøjagtigt fremstillet, maa jeg begynde med en udsigt over det rumænske sprogs stilling til albanesisk. Der er da for det første endel lydlige overensstemmelser. 1 rumænsk bliver ubetonet a i reglen reduceret til en lyd ð, der i almindelighed angives at have omtrent samme værdi som fr. e féminin: lat. gallina > găină; rum. drac djævel — drăcesc djævelsk; păcat synd — păcătos syndig. I forlyd er a bevaret: adduco > aduc. Samme regel, gælder for albanesisk”: familia > femije, camisia > kemiše, rum. cămaşă. Ogsaa 1 bulgarsk findes denne vokal paa lignende maade; Gaster paastaar i Grundr. I 411, at overgangen her er meget regelmæssigere end i albanesisk, men derom kan jeg ikke udtale mig nærmere. Da man kan nære en berettiget tvivl om rigtigheden af meget af det, Gaster anfører i denne afhandling, er denne udtalelse vel ikke uden videre at stole paa. Betonet a foran z2 bliver i rumænsk til ὦ, en lyd, hviš værdi angives paa meget forskellig maade. Miklosich siger (Sitzungsberichte der Wiener-Ak. 98, s. 525), at den er identisk med russisk r, polsk y, medens hani Vergl. Gram. I 149 angiver: der rum. Laut ἢ ist das russ. p, nur wird es mit vertieftem Klang der Stimme gesprochen. I albanesisk bliver án til ἔπ, hvor é ifølge G. Meyer (Kurzgefasste alb. Gram. s. 1) lyder som et stærkt lukket langt ö. I forbindelse hermed ' Se Kort Udsigt over det filologisk-historiske Samfunds Virksomhed 1891—94 s. 268 ff. ? Ved albanesisk menes her og andre steder den toskiske dialekt, naar intet andet er angivet.