Rumænsk og albanesisk. 113 t cînt og do jem beror saaledes paa udeladelse af konjunktionen, medens ó i ngr. Úd κάμω er en sammentrækning af ϑέλει νὰ; derimod svarer en form éle γράφω, der ogsaa skal forekomme, fuldkomment til va cênt og do jem. Men fra de nuværende sprogs standpunkt er va cînt, do jem og ϑὰ κάμω ganske vist analoge. T meglisk findes ingen af de forannævnte futurumsformer. Den blotte konjunktiv med konjunktion er her tilstrækkelig: sí ΖΟΙ]ς jeg vil danse, formelt = rum. să 206. Her foreligger muligvis indflydelse fra bulgarsk, hvor præsens ogsaa kan udtrykke futurum som i de øvrige slaviske sprog. Den førnævnte moldauiske futurum am să οἵπί har tilsvarende i middelalbanesisk fam per te kenduars og gegisk kam me kenduem jeg har at synge, hvorom nærmere nedenfor. Ogsaa i bulgarsk kan «have» anvendes: bog nêma da vi ostavi Gud vil ikke forlade jer. Brugen af en bestemt modus i stedet for infinitiv har imidlertid et langt større omfang end blot ved futurumsdannelsen, og det er interessant at se, paa hvilken maade man i disse sprog kan erstatte infinitiven, der som allerede nævnt mangler fuldstændig i albanesisk og næsten er forsvunden i nygræsk og bulgarsk, medens dens brug er stærkt indskrænket i rumænsk. — Der er for det første konstruktionen modalverbum -[- infinitiv. Her er der i rumænsk et lille antal verber, der kan have infinitiv efter sig, som vrea ville, putea kunne, scie vide, cuteza vove, f. ex. nu poate veni han kan ikke komme. Men det kan ogsaa hedde un poate sà vează han kan ikke se, nu scie să vorbească han kan ikke tale, nu voiž să sciu jeg vil ikke vide, og saaledes er infinitiven alm. erstattet af præs. konj. i lignende forbindelser: va rog să íncepetí jeg beder Dem om at begynde, începu să plîngă han begyndte at græde. Undertiden findes infinitiv: începu a mînca han begyndte at spise, og i skriftsproget forekommer infinitiv temmelig hyppigt paa denne maade (paafaldende er voind a pleca for voind pleca da han vilde gaa bort, Slavici : Pădureanca s. 21); men hvor meget man her skal tilskrive en bevidst stræben mod de andre romanske sprogs syntax, er det med de texter, man for øjeblikket raader over, sikkert ikke muligt at afgøre. Saa meget er vist, at i de texter, der repræsenterer folkesproget, er anvendelsen af præs. konj. for infinitiv ganske overordenlig hyppig. I bulgarsk findes rester af infinitiv i sætninger som możesś Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. III. 8