118 Kr. Sandfeld Jensen: sută, af latinsk oprindelse, og med dem dannes tallene 20—90 paa følgende maade: doudzecť toti, íreizecť treti, cincřzecř femti, medens tallene 11—19 udtrykkes ved unsprezece en til ti, ἀοῖsprezece to til ti o. s. v. Denne dannelsesmaade findes ogsaa i ' slavisk og i albanesisk: oldsl. jedin» na desete 11, alb. πίε mbe διοίε; oldsl. pet» desetr, alb. pessðiete ὅθ. Men der er en væsenlig forskel mellem albanesisk og oldslavisk. Medens det i albanesisk hedder f. ex. friðiete 30, peseðiete 50 med samme endelse, har oldslav. tri desgti 30, men pet desgtr 50, hvilket beror derpaa, at talordene over fire i slav. kræver genitiv pl. efter sig. Rumænsk slutter sig til albanesisk: frízecř, cincizecï. Men selv om der ikke kan lægges særlig vægt paa denne omstændighed, maa man dog helst med Miklosich (Denkschr. der Wien. Ak. XII s. 8) stille de rumænske former sammen med albanesisk, da disse to sprog ellers har saa mange berøringspunkter. Hertil kommer, at ordenstallene dannes paa samme maade i rum. og alb.: αἱ doilea, fem. a doua den 2den, alb. i-düti, e-düta. De personlige pronominer har i rumænsk en længere og en kortere form, der ofte bruges pleonastisk som i spansk: m'ağ trimis pe mine de har sendt mig”. Det samme er tilfældet i albanesisk, nygræsk og bulgarsk: alb. me 0a mua han sagde mig; Κείό fjaľa i ndeg'oi e emma, rum. această voarbă o auzi mama dette ord hørte moderen; ngr. ἐμένα μὲ φαίνεται; bulg. tova go znajă dét ved jeg. De possessive pronominer har, naar der ikke gaar nogen efterhængt artikel i forvejen, den præpositive artikel a/, fem. a: un frate al mieu un mien frère; acea carte este a sa denne bog er hans (sml. brugen af αἱ ved genitiv); i albanesisk deklineres de possessive pron.`som adjektiver af den bestemte .bøjning, naar de staar alene. Endvidere maa mærkes, at de possessive pro- Γι 1 Ordet sută anses alm. og vistnok med rette for αἱ være det oldsl. sùto; Meyer-Lübke kalder det (Gram. der rom. Spr. II § 560) for en dakisk form. ? Formerne mine, tine, sine mig, dig, sig, er ret mærkelige, og det er hidtil ikke lykkedes at forklare endelsen -ne i disse ord; man har sammenlignet med bulg. mené, ngr. ἐμένα, alb. une jeg, tine du. Paa østkysten af Italien findes mene, der svarer til de ældre rum. former mene, tene, sene. Der maa vel være en eller anden sammenhæng med albanesisk, saa Meyer-Lübkes forklaring ved analogi med cine hvem? (Gram. der rom. Spr. II § 75) slaar ikke til.