120 Kr. Sandfeld Jensen: — romíîneste. Sciŭ romíinește jeg kan rumænsk, scriú romíneste jeg skriver rumænsk, paa rumænsk (sml. bl. a. magy. ħeszé/ni magyarul tale magyarisk). Adjektiverne paa -esc er for resten ikke meget i brug; til adverbiet /eşesíe svarer saaledes adjektivet polon. Det kan være tvivlsomt, om -este gaar tilbage til lat. -isee; muligvis har slaviske former været forbilledet for denne dannelse (Tiktin: Gramatica I s. 210). Jeg slutter hermed den foreløbige udsigt over de fænomener i det rumænske sprog, der har noget tilsvarende i nabosprogene. Af hensyn til pladsen har jeg maattet indskrænke mig til blot at skitsere forholdet; adskillige enkeltheder kunde tilføjes, som f. ex. overensstemmelsen mellem rumænsk og albanesisk i brugen af nægtelser, — i anvendelsen af ordet «med» i forbindelser som plin cu apă fuld af vand, alb. (geg.) plot me grun fuld af hvede, ogsaa bulgarsk: minută pălnă să opásnost et øjeblik fuldt af fare. Men det anførte vil forhaabenlig være tilstrækkeligt til at vise, at det rumænske sprog fjærner sig ganske betydeligt fra de øvrige romanske, og at afvigelserne er af en saadan art, at de ikke alle lader sig forklare som en følge af forskellige udviklinger indenfor sproget selv. Hvorledes skal de da forklares? Set fra et nutidsstandpunkt har vi at gøre med et fuldstændig isoleret sprogomraade ved Donaus nedre løb. Sproget viser sig med hensyn til de mest fundamentale elementer at staa meget nært ved italiænsk, medens det paa den anden side frembyder mangfoldige ejendommeligheder, som vi finder igen dels i slavisk, dels i albanesisk og andre sprog. Det er klart, at sproget i en ganske anden grad end de andre romanske har været udsat for paavirkninger. Den slaviske paavirkning, som vi maa antage, frembyder foreløbig ingen vanskeligheder; men nàar alt, hvad der kan tilskrives denne, bortset fra ordforraadet, tages fra, bliver alligevel det meste tilbage af det, der er ejendommeligt i sproget. Man maa altsaa antage en paavirkning, der ligger forud for den slaviske, og herom er da ogsaa alle enige. Men det store spørsmaal er saa, hvor og hvornaar denne paavirkning har fundet sted, og herom er der, som det kan ventes, ført mangen en strid, idet dette spørsmaal som allerede tidligere nævnt er det samme som, hvor det rumænske sprog er opstaaet. Uenigheden begynder allerede angaaende de første oplysninger, historien giver os. ÆEutropius fortæller (VIII 6) at Trajan i aaret 105 sendte en koloni til Dakien; han nævner desuden ud-