124 Kr. Sandfeld Jensen: have haft nogle andre ejendommeligheder, forskellige fra de bekendte, hvis kamp med de albanésiske, rumænske, bulgarske og nygræske elementer som resultat har givet de nuværende? Alt dette siger Gaster os ikke noget om, men det vilde være et ret ` mærkeligt fænomen, som man skulde have ondt ved at finde en parallel til noget steds. Man begynder egenlig først at forstaa, naar man kommer om paa side 410, hvor det hedder: Anzunehmen, dass die erwähnten Erscheinungen im Rumänischen yon den Daciern herrühren und somit mindestens 5 Jahrhunderte oder noch älter als in den anderen Sprachen der Balkanhalbinsel seien, verbietet die Sprachgeschichte (det samme gentaget med andre ord side 414). Her har vi nemlig, synes det, det centrale i hypotesen: kontinuitetsteorien, der jo er reddet herved. Man kunde have ventet, at Gaster i stedet for at give en temmelig overfladisk fremstilling af forholdene havde behandlet dem udførligt og paavist, hvad der efter hans mening stred imod antagelsen af et grundsprogs indflydelse, og hvad der tydede paa turansk paavirkning. Men han har ingen andre grunde erd de ovenfor anførte. Mod slutningen af afsnittet hedder det, at svækkelsen af a til ἄ og «mangen anden ejendommelighed» vilde finde sin forklaring ved turansk indflydelse. Men man ved jo som sagt ikke, hvorledes man skal forstaa dette i følge det foregaaende, om a > ă er en følge af en kamp mellem rumænsk «a og en eller anden besynderlig vokal i bulgarsk, eller om ă repræsenterer en bulgarsk lyd, der er trængt ind i rumænsk. I saa fald vilde det være ret heldigt at faa at vide, om bulgarsk i det hele taget havde haft denne vokal og andre ejendommeligheder. Det er en meget mislig sag at bygge saa meget paa et sprog, som man ikke ved noget om, ikke at tale om, at en saadan turansk paavirkning-i sig selv er meget lidt sandsynlig; det bulgarske sprog forsvandt fuldstændigt i løbet af et par hundrede aar og bulgarerne antog slavisk sprog; tyrkisk, som jo ogsaa er et turansk sprog, har ien meget længere tid udøvet en ganske betydelig indflydelse paa samtlige Balkanhalvøens sprog, men det er saa godt som udelukkende blevet ved ordforraadet alene. Da de turanske sprog er særdeles konservative, maatte vi saa vente i et eller andet af dem at finde noget, der kunde sammenstilles med de rumænsk-albanesiske ejendommeligheder, men det er ikke tilfældet. Og der er overhovedet ingen af disse, som ikke meget vel kan tænkes udviklede indenfor et indoeuropæisk omvraade. Det maa desuden ogsaa fremhæves, at