126 Kr. Sandfeld Jensen: 7de aarh. staar: ϑέλεις ἵνα fotaca'. Vi finder altsaa denne ejendommelighed her i græsk, endnu før bulgarerne satte deres fod paa Balkanhalvøen. Hermed kan vel Gasters hypotese anses for fuldstændig modbevist, saa jeg ikke behøver at omtale de ' øvrige punkter. Jeg skal blot tilføje, at ældre texter fra det 12te aarh. af viser en sprogform, der omtrent ligger midt imellem oldslavisk og nybulgarsk, saa mange af ejendommelighederne ií bulgarsk synes at være forholdsvis sent udviklede, og selv Gaster vil vel ikke paastaa, at det skulde være fordi resultatet af kampen med det turanske sprog var noget længe om at vise sig, skønt vi her skulde vente det tidligst. Der bliver altsaa ikke andet for, end at man maa- antage paavirkning fra et eller andet grundsprog. Hasdeu, og med ham rumænerne i det hele taget, holder som omtalt paa, at det dakiske sprog har forandret latinen til rumænsk, og at dette dakiske sprog har været nært beslægtet med det albanesiske eller rettere med det illyriske. Denne hypotese — thi andet er det ikke — har han for kort tid siden givet dens endelige form i indledningen til tredje bind af Etymologicum Magnum Romaniæ; han siger selv udtrykkelig, at det er hans sidste ord i denne sag. Vi maa derfor et øjeblik se, hvilket resultat han mener at være kommen til, og hovedindholdet af nævnte, afhandling er da følgende: Paa Balkanhalvøen fandtes opr. en udstrakt befolkning, pelasgerne, der efter hans mening nærmest var beslægtede med ægypterne; dette resultat kommer han til ved at sammenligne pyramiderne og de kyklopiske mure (!). Paa dette pelasgiske substrat nedsatte sig saa trakerne mod nord, grækerne mod syd. Medens græsk holdt sig og desuden i tidens løb bredte sig meget mod nord og nordøst, blev det trakiske omraade til et nyt substrat for en romansk befolkning; kun det nuværende Albanien (hvis beboere uden videre sættes i forbindelse med trakerne) slap fri for at blive romaniseret, og albanesisk er derfor «den eneste umiddelbare lævning af det førlatinske substrat.» Der opstod saaledes tre romanske dialekter: illyro-romansk, møsoromansk og længst mod nord dako-romansk, efter de forskellige provinser. Men denne tingenes tilstand varer kun ved til slavernes ankomst. Disse nedsætter sig paa det romanske substrat, og saaledes opstaar <serbernes og bulgarernes romansk-slaviske sprog». Denne slavisering omfatter hele det romanske omraade — med 1 Hatzidakis: Einleitung 5. 215.