Rumænsk og albanesisk. 127 undtagelse af det dako-romanske. Ved ungarernes ankomst 894 trænges endel rumænske stammer ned paa halvøen, og saaledes opstaar de istriske, aromuniske og megliske dialekter. Som man ser, er det en meget kunstig bygning. og den vil efter min mening ikke kunne blive staaende. Men det mest overraskende i denne forklaring er den splinternye paastand, at bulgarerne oprindelig er polakker, serberne čecher, der er vandrede mod syd, hvilket resultat H. kommer til ved betragtningen af nogle lydlige overensstemmelser mellem henholdsvis polsk og bulgarsk, čechisk og serbisk. Dette punkt er det imidlertid ikke her stedet til at komme ind paa; det er en aldeles vilkaarlig antagelse, som er et godt vidnesbyrd om, hvad der kan præsteres selv i «Bopps og Ascolis aarhundrede», for at bruge et af Hasdeus egne udtryk. Man vil have lagt mærke til, at der er opnaaet en meget væsenlig ting ved Hasdeus forklaring af forholdene: kontinuitetsteorien er reddet; men andet er der heller ikke vundet, thi som jeg i det paafølgende haaber at kunne paavise, støder den paa en mængde uoverkommelige vanskeligheder. - Hasdeu siger rigtignok, at han aldeJes ikke har ladet sig lede af patriotiske hensyn; han begynder sin undersøgelse med at erklære, at selv om han fik at vide, at rumænerne opr. er zigeunere, eller at ungarerne har opdaget Amerika, vilde han ikke betænke sig et øjeblik paa at sige sandheden aabenlyst, skønt det vilde gøre ham meget ondt ifølge hans personlige sym- og antipatier. Imidlertid kan man ikke frigøre sig fra det indtryk, at den hele teori er lavet paa grundlag af kontinuitetsteorien, og det turde vel nok være værd at se, hvorledes sagen stiller sig for en ganske uhildet betragtning, naar altsaa maalet for undersøgelsen ikke er det at bevise «den uafbrudte udvikling». Hasdeu gaar altsaa ud fra, at det dakiske sprog har været nært beslægtet med det sprog, som albanesisk er en fortsættelse af, at ligheden mellem rumænsk og albanesisk som følge deraf beror paa indvirkning af dakernes sprog paa vulgærlatinen. Uheldigvis ved vi nu kun meget lidt om de sproglige forhold i det sydøstlige Buropa i oldtiden; vi har ikke overleveret stort andet end enkelte gloser. og navne. Naar Plinius 1 Hist. Nat. (III 21) omtaler de forskellige, folkeslag nord for Grækenland og siger populorum pauca effatu digna aut facilia nomina, er dette ikke meget oplysende. Nyere forskninger har dog gjort det temmelig sikkert, at vi maa adskille to sprogstammer i disse egne: illyrisk og