128 Kr. Sandfeld Jensen: trakisk, af hvilke den sidste efter al sandsynlighed hører sammen med armenisk). Det er endvidere udenfor al tvivl, at det nuværende albanesiske sprog er en lævning af det gamle illyriske eller en af dets dialekter, uagtet Gaster siger (anf. st. 407), at spørsmaalet om det albanesiske sprogs oprindelse endnu er uafgjort. Man kan derfor ikke som Hasdeu gør udenvidere slaa illyrisk, trakisk og dakisk sammen. Muligvis har dakernes sprog været en trakisk dialekt, og muligvis kan det trakiske sprog have haft sine tilknytningspunkter til det illyriske; men der er intet som helst, der berettiger til den antagelse, at disse tilknytningspunkter skulde have været flere, end der i det hele er mellem de forskellige sprogstammer indenfor vor sprogæt, og endnu mindre berettiget er. man til at antage, at dakisk paa grundlag af disse tilknytningspunkter kan have omformet vulgærlatinen saaledes, at den fik saa mange ligheder med albanesisk. Da saaledes den hele teori om det dakiske sprogs indflydelse hviler paa en uholdbar antagelse, kan det ikke forundre, at tilhængerne af kontinuitetsteorien ikke har været i stand til at fremføre et eneste sprogligt bevis som støtte for deres anskuelse. Budinszky anfører i «Die Ausbreitung der lat. Spr.» efter Kiepert, at magy. deák skulde komme af lat. dacus og være optaget gennem rumænsk; men det er ordet diaconus. Af samme beskaffenhed er de øvrige sproglige argumenter, der fremføres til forsvar for kontinuitetsteorien”. Modstanderne af denne har derimod ganske anderledes solide kort paa haanden, og der er ikke faa ting., der bestemt tyder paa, at det rumænske sprog maa være opstaaet syd for Donau. Tomaschek gør opmærksom paa”, at hele vestsiden af Balkanhalvøen var romaniseret ved oldtidens slutning, og at der herfra var en livlig forbindelse med Italien, navnlig i kirkelig ħenseende. Nu findes der i rumænsk en række ord, der viser i samme retning, f. ex. dumnezeu gud, it. domeneddio (iddio), prov. damedieu, ofr. dombredieu; lege xeligion, testamente; ὀίδειδηιά, it. biastemmare, prov. blastimar; păcat synd, it. peccato, alb. mekat; boteza døbe, it. battezzare, sp. bautizar af lat. bapiizo og ikke af gr. βαπτίζω, da P vilde have givet v; sml. alb. pagezón ; păgín hedning (pógín hæslig, er op- ' Se Torp: Det norske vidensk. selskabs skrifter 1894. * Sml]. Romania XI 603, am. og XIV 590 ff. 3 Zur Kunde der Hämus-Halbinsel. Sitzungsberichte der Wiener Akademie 99 bd. s. 487.