130 Kr. Sandfeld Jensen: fra de øvrige romanske sprog og er gaaet sine egne veje; tværtimod finder vi i det flere vigtige tilknytningspunkter til de italiænske dialekter, der paa forhaand gør det sandsynligt. at det fra først af har staaet i en vis forbindelse med disse. Men man er ogsaa berettiget til at lægge stor vægt paa overensstemmelserne mellem rumænsk og albanesisk. Vi har set, at disse to sprog berører hinanden i langt flere tilfælde end de andre sprog, der her kommer i betragtning, og det rumænske sprog maa nødvendigvis være opstaãet paa illyrisk grund eller i alt fald i umiddelbar nærhed af illyrisk. Dette gælder ikke blot nordrumænsk, men ogsaa de tre andre dialekter: aromunisk, istrisk og meglisk. Alle er enige om, at disse fire afdelinger af det rumænske sprog gaar tilbage til en og samme grundform, oldrumænsk, og at deres adskillelse maa have fundet sted i en forholdsvis sen tid. Det vilde føre for vidt her at paavise dette nærmere; det ses bl. a. af, at de alle viser de samme betydningsudviklinger i forskellige ord som bărbat mand — barbatus; orb blind - orbus osv., har samme ejendommeligheder, kort sagt samme sprogbygning, hvilket man vil kunne overbevise sig om ved at sammenligne texter fra de fire dialekter; kun ordforraadet afviger betydeligt mellem dem indbyrdes. Dr. Weigand, der i lang tid har opholdt sig blandt sydrumænerne, siger: «naar man hører folk fra de forskellige egne tale, overraskes man ved den ofte paafaldende overensstemmelse i udtryksmaaden, vendinger, valg af billeder; det er utvivlsomt, at en og samme aand gaar gennem de fire dialekter.» Herved falder blandt andet den antagelse bort af sig selv, at nordrumænsk og sydrumænsk skulde være opstaaet uafhængigt af hinanden, hvilket ofte er bleven paastaaet, hos os saaledes af Schiern i «Europas Folkestammer» 1851 (s. 489— 90); for øvrigt er Schierns afhandling om illyrer og traker, som han er tilbøjelig til at holde ude fra hinanden (s. 463), meget værdifuld. Vi hører først tale om valaker paa Balkanhalvøen’. Hos Theophylactos og Theophanes ({ 817) har vi opbevaret en sætning: torna, torna frate! som skulde være udtalt af nogle soldater, og det angives, at sætningen tilhører τῇ ἐπιχωρίῳ γλώττῃ. Hvis dette er sikkert, viser det altsaa, at vi paa denne tid maa have haft hele den samlede rumænske stamme her, da adskillelsen først kan have fundet sted langt senere. Og der er ingen grund til at forkaste denne overlevering. 1 Piĉ: Ueber die Abstammung der Rumänen. s. δά.