Rumænsk og albanesisk. 131 Men saa er der tilbage at fastsætte den tid og det sted, hvor overgangen fra latin til rumænsk har fundet sted. Dette lader sig imidlertid endnu ikke gøre med fuldkommen sikkerhed, men vi har dog adskillige midler til i alt fald at sige noget derom. En række kendsgærninger viser aldeles tydeligt, at rumænsk og albanesisk en tid lang maa have gaaet sammen i udviklingen. Thi man maa ikke opfatte tingene saaledes, som om det albanesiske sprog ene og alene skulde have haft indfiydelse paa rumænsk. Der er ogsaa sket en bevægelse i modsat retning. Ser man paa den albanesiske sprogbygning, viser det sig strax, at den maa have fjærnet sig betydeligt fra det oprindelige, idet vi nemlig her som i saa mange andre sprog finder en udvikling fra syntese til analyse. En form som Κάτι pasures jeg har haft, maa saaledes være en nyere udvikling i stedet for en enkelt, usammensat verbalform. Nu viser det sig tillige, at sproget ogsaa hvad det ydre angaar er blevet meget stærkt modificeret. Af det oprindelige indoeuropæiske ordforraad, som tydeligt viser, at sproget indtager en stilling for sig selv, er der kun forholdsvis lidt tilbage; det er fortrængt af laaneord fra forskellige sprog, og naar man ser bort fra de ord, der er komne ind i nyere tid. hvorved man nærmest maa tænke paa de tyrkiske, er den langt overvejende del romanske, Tillige har det latinske sprog ogsaa i andre henseender paavirket albanesisk, dog vel næppe i saa høj en grad, som Gustav Meyer er tilböjelig til at antage!. Hele den nordlige del af Balkanhalvøen var ved oldtidens slutning romaniseret, og kun slavernes indfald forhindrede her dannelsen af et romansk sprog i stort omfang. Af dette romanske element har vi to lævninger tilbage: de romanske bestanddele i albanesisk og det rumænske sprog; det maa dog ikke forstaaes saaledes som om rumænsk var det samme som det romanske sprog, der taltes i Dalmatien; forholdet har sikkert været det, at vi i hele den nordvestlige del af Balkanhalvøen har haft et sammenhængende romansk omraade, der har staaet i nær forbindelse med det romanske omraade i Italien og nord for det adriatiske hav”. Heraf har den del, der senere udviklede sig til rumænsk, ligget nærmest 1. Saaledes maa man med Holger Pedersen, Festskr. til Vilh. Thomsen s. 253, gøre indsigelse imod hans forklaring af albanesiske aorister som pslKk'eva, der skulde være dannede efter lat. impf.: placebam. ? Sml. Schuchardt: Slawo-deutsches und slawo-italienisches. Graz 1884. s. 29. τ j .