134 Kr. Sandfeld Jensen: som er behandlede paa de første sider. De peger i samme retning som alle de andre. Naar f. ex. rumænsk og albanesisk viser den samme fremgangsmaade i komparationen, er det et tegn paa fælles og samtidig udvikling. Vi saa, at bægge sprog anvendte den samme partikel; deraf kan sluttes, at overgangen fra syntetisk til analytisk komparation ikke kan have været til stede forud i albanesisk, men maa have fundet sted samtidigt med denne overgang i rumænsk og muligvis ogsaa foranlediget heraf. Ligesom man saaledes ikke kan betragte denne overensstemmelse som en følge af paavirkning fra albanesisk (at anvendelsen af magis afviger fra det alm. romanske, har ikke noget at sige, da spansk ogsaa bruger dette istedetfor p/us; superlativ er i rum. og alb. dannet fuldstændig paa romansk vis: cel maï mare svarer aldeles til fr. /e plus grand, medens derimod en bulgarsk superlativ som náj dobăr, bedst, afviger betydeligt derfra; sml, da. mest —), kan det ogsaa tænkes, at flere af de øvrige overensstemmelser forholder sig paa samme maade. Jeg tænker her nærmest paa den efterhængte artikel. Der er intet som helst, der taler for, at denne har været til stede i illyrisk, før det kom i berøring med romansk; saa kunde vi ogsaa vente at finde den i de syditaliænske dialekter, hvor der ogsaa har været illyriske folk. Det er tvært imod rimeligst, at denne udvikling er begyndt paa samme tid i albanesisk og rumænsk. Om man skal antage samme etymologiske oprindelse for artiklen i bægge sprog, hvilket Gustav Meyer antyder i Gr. Gr. I 820, kan vel være meget tvivlsomt. Men utvivlsomt er det, at de maa have været i en meget inderlig berøring paa den tid, udviklingen fandt sted, ellers kunde vi ikke have faaet en saa paafaldende overensstemmelse. Denne træffer vi ikke i den grad i bulgarsk, der rimeligvis i denne henseende er paavirket af albanesisk, maaske ogsaa af rumænsk. Som allerede flere gange nævnt er infinitivens forsvinden og hvad dermed staar i forbindelse det mærkeligste og tillige mest udbredte fænomen i de balkanske sprog. Det er klart, at der her maa være en vis forbindelse mellem de paagældende sprog, men det er temmelig vanskeligt at paavise, paa hvilket punkt bevægelsen er begyndt. Maaske har illyrisk fra først af haft former, der svarer til andre sprogs infinitiv, maaske ikke; infinitiven er jo en sekundær udvikling i de indoeuropæiske sprog. Vi har -fænomenet først dokumenteret i græsk, som ovenfor anført, og man har villet forklare dette som en udvikling indenfor det græske sprog, der saa maa have paavirket de øvrige. Men der