Rumænsk og albanesisk. 135 er sikkert ikke noget i vejen for at søge udgangspunktet i illyrisk; hermed stemmer for det første, at infinitiv endnu er bevaret i den græske dialekt i Italien, der saaledes heller ikke har faaet udviklet partiklen ϑὰ (Hatzidakis, Einleitung s. 215— 16), og ligeledes staar mangelen af infinitiv i de sydøstitaliænske dialekter i god samklang med den omstændighed, at der her tidligere har været et ilyrisk-japygisk element. Og i hvert tilfælde er det sikkert, at rumænsk og albanesisk stemmer ganske særligt overens i den maade, paa hvilken de erstatter infinitiv, hvilket fremgaar af det tidligere udviklede. Og selv om voit cínta skulde skyldes indflydelse fra græsk, som Meyer-Lübke antager (Gram. der rom. Spr. II § 112) kan dette kun være foregaaet i meget tidlig tid og syd for Donau; denne futurumsform findes jo næmlig ogsaa i istrisk. Meyer-Lübke betænker sig heller ikke paa (§ 238) at sammenstille rum. am jeg har, som ikke lader sig forklare af lat. /abeo, med alb. μαι; men hvad han saa (§ 560) mener med at antage ordet sută for en «dakisk» form, er ikke til at forstaa. Hvornaar har saa disse fællesudviklinger mellem albanesisk og rumænsk fundet sted? Ja, det lader sig naturligvis ikke bestemt afgøre, men det ligger ialtfald forud for den slaviske paavirkning. Overgangen fra -π- til -r- findes i de gamle texter kun i romanske ord. Man kan maaske antage, at den slaviske paavirkning begynder i det 7de eller 8de aarhundrede. Saa længe denne varer, er det rumænske folk fuldstændigt borte for 0s, og vi hører først tale om valaker paa den tid, da det bulgarske rige stiftes. Bulgarerkongerne kaldes imperatores Bulgarorum et Vlachorum; Du Cange bemærker: «Imperatores, seu Bacéac sese etiam inscripsisse Bulgariæ Principes testatur Luithprandus. . . . A Latinis tamen non imperatores, sed reges compellabantur. » Dette stemmer godt med, at imperator i alb., mbret, betyder konge, hvilket ogsaa er tilfældet med rum. împărat i de ældre texter og i den folkelige literatur. Hvilken slavisk dialekt det er, som har været i saa nær berøring med rumænsk, er endnu ikke nærmere paavist, men det er i hvert fald et af de ældste trin af slavisk; i adskillige ord, der er optagne i rumænsk, er de oldslaviske nasalvokaler bevarede, ligesom i de ord, der er optagne i magyarisk. Afgørelsen af spørsmaalet staar i forbindelse med spørsmaalet om, hvor man skal henføre det oldslaviske eller, som nogle kalder det, det oldbulgarske sprog. Mod slutningen- af det 12te aarhundrede viser