Rumænsk og albanesisk. 137 af samme art som Hasdeus, f. ex. at det nuværende rumænske omraade omtrent falder sammen med oldtidens Dakien, at de indvandrede stammer ikke har været saa store, at vi nu kunde have 8 mill. rumænere nord for Donau. Med hensyn til dette sidste kan bemærkes, at det mindst er lige saa usandsynligt, at den foregivne rumænske stamme i karpatherne kan have udviklet sig saa stærkt, og afsondret i bjærgene maa den jo have levet i temmelig lang tid, ifølge tilhængerne af kontinuitetsteorien, thi ellers maatte vi finde germanske spor i sproget. For resten er det jo ikke givet, at alle rumænsktalende fra først af har været rumænere. Naar der engang er skaffet bedre materiale tilveje — og det vil foørhaabentlig ske inden ret længe -—— er det tiden til at foretage en grundig undersøgelse af hele spørsmaalet. Mange enkeltheder vil da blive nøjagtigere, og paa enkelte punkter vil man maaske komme til en noget anden opfattelse. Men hvordan end det endelige resultat bliver med hensyn til enkelthederne, vil den her hævdede opfattelse af hovedsagen vanskeligt kunne omstødes. Man har hidtil haft alt for lidt at. bygge paa; texter i alle de paagældende sprog fra før aar 1000 vilde have været af uberegnelig værdi; da disse mangler, maa man søge at naa maalet ved hjælp af de nulevende sprog. Selvfølgelig maa der handles fuldstændig upartisk, og materialet maa være til at stole paa. Men ingen af disse fordringer er der i reglen sket fyldest. Kun den, der har haft lejlighed til paa første haand at give sig af med disse ting, véd, hvor hele den foreliggende literatur vrimler af unøjagtigheder, forsætlige og uforsætlige, løse paastande og fantastiske forklaringer. Hvor man ikke selv har undersøgt tingene, er man hvert øjeblik udsat for at tage fejl. Nærværende arbejde er kun et forsøg, nærmest fremkaldt ved den overfladiske maade, hvorpaa Gaster har behandlet disse spørsmaal i Gröbers Grundriss. Mange enkeltheder, som havde været værd at tage med, er udeladte, og enkelte problemer er blot berørte; men dog vil maaske det udviklede være tilstrækkeligt til at vise de tre ting: at det rumænske sprog adskiller sig meget væsenligt fra de øvrige romanske, at denne omstændighed kun kan forklares derved, at sproget under sin dannelse har været udsat for en ganske anderledes stærk paavirkning fra et grundsprog, end tilfældet er med de romanske sprog i almindelighed, og at denne paavirkning ikke kan skyldes det dakiske sprog.