Anmeldelser. Raphael Meyer, Binführung in das ältere neuhochdeutsche zum studium der germanistik. Leipzig 1894, Reisland. X - 99 5. Skønt det jo ikke mere er nogen Sjældenhed, at vore Filologer faa deres Arbejder trykte i Udlandet og saaledes mere direkte tage Del i de store Nationers videnskabelige Arbejde, saa nmaa det dog glæde enhver Dansk, som ikke haardnakket tror paa Sætningen «le Danemarc s'efface», at se en filologisk Hjælpebog til det germanistiske Studium, udarbejdet af en Dansk, udkomme paa tysk Forlag, — et Bevis paa, at den anses for brugelig og nyttig ikke blot for vore egne, men ogsaa for tyske Studerende. Om man nu end maa søge den oprindelige Aarsag til dette Arbejdes Fremkomst i Prof. Hermann Möller’s fortrinlige videnskabelige Undervisning, saa er det dog ikke derfor til mindre Ære for Forfatteren, som har leveret et dygtigt udarbejdet, saavel som paalideligt og fyldigt Hjælpemiddel til Studiet af ældre Nyhøjtysk. Anm. er ikke bange for at sige, at det indeholder tilstrækkelig Oplysning og Vejledning til at sætte den unge Studerende i Stand til at arbejde videre paa egen Haand, skønt naturligvis en fortsat Udgivelse af slige Kommentarer vilde være absolut ønskelig og velkommen” for alle Dyrkere af ældre Nyhøjtysk. Anm. har gennemgaaet Bogen saa nøjagtigt, som hans Tid tillod ham, og som sagt fundet den meget paalidelig og grundig; ganske vist kunde der hist og her gøres en Indvending imod det tyske Udtryk i Forf.’s Tekst, dog ingen af Betydning; af Trykfejl har jeg kun fundet meget faa, og da de ere aldeles uskadelige, anser jeg det for unødvendigt at opholde mig ved dem. Hvad selve Kommentareņ angaar, skal jeg tillade mig nogle Bemærkninger, dels angaaende Steder, hvor jeg tror at have fundet noget urigtigt, vildledende eller mindre heldigt, dels hvor jeg savner noget; dog maa jeg med Hensyn til de sidstnævnte Steder forud skikke, at det er Forfatterens egen sædvanlige Fuldstændighed og Omhyggelighed, der har fremkaldt Savnet. S. 13. Ved «anlaufen» kunde der være henvist til det endnu brugelige «jemand angehen» = henvende sig til. — S. 90. «Damit so meynet». Forklaringen af «so» er næppe korrekt; det staar aabenbart kun som Fyldeord, en ganske almindelig Skik i ældre ht. og nt. Digtning. S. 27, L. 20. Ved OT, «ansts» kunde der været henvist til Navnet «Knud Dana-ast». — S. 28, L. 24. Dativus ethicus kan næppe forsvares; dette «jm» er aabenbart Hensynsdativ med Betydning af et Ejeforhold («do jm der finger erkaltet»), som endnu er almindelig i Brug. — 5. 37, it Birti Si auaa IN νος —